ISAKS OFRING

af C. P. Caspari

Kristiania 1904

III.

Vi har nu gjennemgaaet Fortællingen om Abrahams Prøvelse, og der er kun endnu et denne mageløse Begivenhed vedkommende Punkt tilbage, som vi har at omtale: det forbilledlige ved den.

Rigtignok er der allerede lejlighedsvis bleven gjort en eller anden Bemærkning herom. Men en Fremstilling, hvori alle forbilledlige Træk er stillede sammen har vi dog endnu ikke faaet.

Denne er det derfor, som vi nu i Korthed skal forsøge at give.

Isak er som Abrahams eneste, elskede Søn et Forbillede paa vor Herre Jesus Christus som Guds enbaarne, elskede Søn: Abraham, som ofrer Isak, sin eneste, elskede Søn er et Forbillede paa Gud, som hengiver Christus, sin enbaarne, elskede Søn: Isak, der ofres af Abraham, et Forbillede paa Christus, der hengives af Gud, og Isaks Ofring et Forbillede paa Christi Hengivelse; endelig, at Isak gives Abraham tilbage ligesom fra de døde, er et Forbillede paa Christi Opstandelse fra de døde, ved hvilken Hans Fader ligesom fik ham tilbage fra dem.

Men ikke blot forsaavidt, som vor Herre var Guds enbaarne, elskede Søn, var Isak et Forbillede paa Ham, men ogsaa forsaavidt. som Han var Abrahams Søn. — Isak er Abrahams eneste Søn; men ogsan Christus er i en vis Forstand hans eneste Søn. Han er nemlig den Abrahams Sæd, om hvem det i vort Capitel heder, at alle Jordens Folk skal velsignes i ham. Abrahams første, eneste Søn, Isak, er nu et Forbillede paa den anden, Christus, den ene er et Forbillede paa den ene. Abrahams Sæd begynder med den første eneste Søn, Isak, for saa gjennem ham at udvikle sig til en Mangfoldighed, det israelitiske Folk eller Israel efter Kjødet; denne Mangfoldighed løber igjen ad i en Enhed, Christus for saa gjennem Ham atter at blive til en Mangfoldighed, eller af den fremtræder igjen én Person, Christus, der ligeledes bliver til en Mangfoldighed, det af Jøder og Hedninger bestaaende Israel efter Aanden (s. Es. 53, 10: "Naar Hans (Christi) Sjæl har bragt Skyldofferet, skal Han se Sæd"). Abrahams første eneste Søn, Isak, staar i Spidsen for den første Udvikling og Mangfoldighed, Abrahams anden eneste Søn, Christus, i spidsen for den anden. — Isak er den Abraham gjentagne Gange forjettede (1Mos. 15, 4. 17, 16. 19. 18, 10. 14) og af ham længe med Længsel forventede Søn, men ogsaa Christus er den ofte forjettede og længe med Længsel forventede Abrahams Søn, idet Propheterne mangfoldige Gange forjettede hans Fremtræden af Abrahams Sæd, Israels Folk og idet de gammeltestamentlige troende, Abrahams sande ægte Børneskare gjennem mange Aarhundreder længselsfuldt forventede Hans Komme. Den første forjettede og forventede Abrahams-Søn er nu et prophetisk Skyggebillede af den anden, som saa ret egentlig kan kaldes den forjettede og forventede, — Isak var født ved Guds Kraft, ved et Almagtens Under, han var et Underbarn (Derfor begyndte ogsaa Gud just den Aabenbaring, ved hvilken han forkyndte Abraham for første Gang, at den forjettede Søn skulde fødes ham af Sara, Aabenbaringen i 1Mos. 17, med de Ord: "Jeg er Gud, den Almægtige" (1Mos 17, 1), og siger Herren ved den Aabenbaring, ved hvilken Han gjentog hin Forkyndelse, Aabenbaringen i 1Mos. 18, da Sara havde modtaget Forkyndelsen med Vantro: Skulde nogen Ting være for underlig for Herren", 1Mos. 18, 14), thi den hundredaarige Abrahams Legeme var jo udlevet, og den nittiaarige Saras Moderliv hendøet, dengang de fik ham. Ogsaa i dette Stykke var han et prophetisk Skyggebillede af vor Herre, Ham, der blev undfangen af den Hellignand og født af en Jomfru, i hvem Ordet er bleven Kjød, Gud bleven Menneske, der er det personlige Under. Underet, hvorfor Esaias siger om Ham der, hvor han jublende forkynder Hans Fødsel: "Thi et Barn er os født, en Søn er os given, — og man kalder Hans Navn Under Raadgiver, vældig Gud, Evigheds-Fader, Freds-Fyrste" (Es. 9. 6). — Isaks Fødsel blev for hans Forældre og for alle, som fik høre om den, Aarsag til Latter, til Forundrings-Latter over den sælsomme, ja latterlige Begivenhed, at en hundredanrig Mand og en nittiaarig Kvinde havde faaet en Søn, og til Glædes-Latter (1Mos. 17, 17.. 18, 12 ff. 21, 6 ) og han kald tes derfor medrette Isak, d.e. Man ler. Ligesaa er ogsaa Jesus Christus bleven for alle Mennesker en Aarsag til Latter. Den vantro Verden ler over, at et Menneske skal være undfangen af den Helligaand og født af en Jomfru, og at Gud skal have antaget den menneskelige Natur, at Han skal være bleven Menneske, som over noget aldeles fornuftstridigt og latterligt, som den ikke kan og vil tro. Jesu Christi troende ler af Glæde over Hans Fødsel, fordi en Frelser og dermed en Kilde til stor Glæde, ja, Kilden til al Glæde og til evig Glæde er bleven dem født i Ham (Sml. Luk. 2, 10 f.); deres Mund fyldes ved den med Latter og deres Tunge med Jubel, thi Gud har nu ladet deres aandelige Fangenskab ophøre (Ps. 126, 1. 2.). Herved erkjender dog ogsaa de, at Hans Fødsel og Person er høist forunderlige og strider aldeles mod den menneskelige Fornuft, kun at begge Dele desuagtet, ja just derfor er en Troens Gjenstand for dem. Jesus Christus, der saaledes bringer al Verden til at forundre sig og le, er den rette "Man ler", den rette Isak, paa hvem Abrahams og Saras Søn kun var et meget svagt Forbillede. Jesus Christus er den allerforunderligste, og Han er al Glædes-Latters Ophav; udenfor ham gives der ingen sand Glæde, er der idel Graad.

Abraham skal gaa til Morias Land og ofre Isak der til et Brændoffer. I Morias Land blev ogsaa Christus ofret, og Isaks Ofring i dette Land, paa Morias Bjerg, var et Forbillede paa Christi Ofring i det samme Land, paa Golgathas Høj.

Fra det Øjeblik af, Abraham fik den Befaling af Gud at bringe Ham Isak til et Brændoffer, indtil han paa den tredje Dag kom til Offerstedet og her, efter at have truffet alle de til Offeret nødvendige Forberedelser, udrakte sin Haand og tog Kniven for at slagte sin Søn, var Isak død for ham; han laa for ham i denne Tid, i disse tre Dage og tre Nætter i Graven; kun at Patriarken i Troen var forvisset om, at Gud baade kunde og vilde opreise ham fra de døde. Paa samme Maade var Guds Søn for sin himmelske Fader i tre Dage og tre Nætter virkelig død og i Jordens Skjød (Math. 12, 40), ihvorvel bestemt til efter denne Tid, paa den tredie Dag, at blive opreist fra de døde. Ogsaa her har vi et forbilledligt Træk.

"Abraham tog Veden til Brændofferet og lagde den paa Isak, sin Søn, og han tog Ilden og Kniven i sin Haand; og de gik begge tilsammen" (til Morias Bjerg). "Men de toge Jesum og førte ham bort. Og han bar sit Kors og gik ud til det Sted, som kaldes Hovedpandested, hvilket kaldes paa Ebraisk Golgatha" (Joh. 19, 16 f). Hvem kan her miskjende, at Isak, der selv bærer den Ved, hvorpaa han skal lægges for at ofres, er et Forbillede paa Christus, der selv bærer det Kors, det Træ, som Skriften oftere kalder Korset (s. Ap. Gj. 5, 30. 10, 39. 13, 29. Gal. 3, 13. 1Petr. 2, 24), hvorpaa Han skal hænges og nagles for at ofres.

Abraham bandt Isak, sin Søn, (paa Hænder og Fødder) og lagde ham (saaledes bunden) paa Alteret ovenpaa Veden. Jesus blev, efterat Han var bleven bunden af "Vakten og den øverste Høvedsmand og Jødernes Svende" og i denne Tilstand ført til Annas og af denne atter bunden sendt til Caiphas, tredje Gang af det jødiske Folks Ypperstepræster og Øverster bunden bragt til Pilatus, for at denne skulde dømme Ham til Døden, og, da Dødsdommen i dette Tilfælde hos Romerne var Korsfæstelse, lade Ham korsfæste (Math. 27, 2. Mark. 15, 1. Joh. 18, 31. 32). Og Han blev korsfæstet, naglet fast med Hænder og Fødder til Korset, Hans Alter, det Alter, hvorpan han blev ofret. Atter et forbilledligt Træk. — Jøderne taler meget om, hvad de kalder "Isaks Binding", d.v.s., at Abraham bandt Isak og lagde ham paa Alteret for at ofre ham, og ser deri en Gjerning, der for alle Tider er fortjenstlig for Israel og kommer det til gode hos Gud, hvorfor de ogsaa oftere beder: "Kom os Isaks Binding ihu, som blev bunden paa Alteret" og vær os naadig for Isaks Bindings Skyld". Heri udtaler sig en vis Anelse om Isaks Bindings Betydning; kun tillægger de saaledes bedende Jøder Abraham, hvad der tilkommer Gud, og Skyggen, hvad der tilkommer "Tingenes Billede", "Legemet" (Ebr. 10, 1 og Col. 2, 17).

Isak var dengang, da han blev lagt paa Alteret for at ofres, omend naturligvis ikke fri for Synd, saa dog en from og uskyldig Dreng. Hvor vidner ikke det Spørgsmaal: "Se her er Ilden og Veden, men hvor er Lammet til Brændoffer?" som han uden Anelse om, at han selv skulde være dette Lam, rettede til sin Fader, om barnlig Uskyldighed? Men hvad mere var dette Abrahams Offer i sin Fromhedog Uskyldighed end en Skygge af hint Guds Offer, af Ham, der kunde spørge sine Fiender: "Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd?" (Joh. 8, 46). — Ham, som Petrus kalder "den Hellige og Retfærdige" (Ap. Gj. 3, 14) og "et ustraffeligt og lydeløst Lam" (1Pet. 1, 19), og om hvem han bruger de Ord: "Han, der ikke har gjort Synd, der blev og ikke funden Svig i Hans Mund " (1Pet. 3, 22), og om hvem Paulus siger: "Den, som ikke vidste af Synd, har Han gjort til Synd for os" (2 Cor. 5, 21).

Isak forholder sig rent lidende ved sin Ofring, og man fejler vist ikke, naar man antager at han i lydig Underkastelse under Guds og sin Faders Vilje uden Modstræben har ladet sig binde og lægge Ovenpaa Veden og ligget der paa Alteret som et stille, taalmodigt Lam, som han da ogsaa i sit senere Liv viser sig som en Mand, der stedse giver efter for andre og taalmodigen lider (s. 1Mos. 26, 15—17. 27, 19—22). Men ogsaa her var han kun et svagt Forbillede paa Ham, om hvem det heder: "Han blev mishandlet, uagtet Han var elendig, og Han oplod ikke sin Mund, som et Lam, der føres hen at slagtes, og som et Faar, der er stumt for dem, som klippen det, og Han oplod ikke sin Mund" (Es. 53, 7. Ap. GJ. 8, 32 ff) og: "Han —, som ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til Ham, som dømmer retfærdigen" (1Pet. 2, 23), og om hvem der siges, at Han "istedetfor den Glæde, Han havde for sig, led taalmodigen Korset, idet Han foragtede Forhaanelsen", og at Han "har taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig" (Ebr. 12, 2. 3).

I Isaks Sted bliver en Væder ofret, en Væder, som Gud selv har frembudt Abraham, og som var det Lam, hvorom Patriarken havde sagt til sin Søn, at Gud selv skulde udse sig det til Brændoffer. Denne Væder, det første af de Dyroffere, som blev bragt paa Moria, og Forbilledet paa alle de følgende, var, ligesom disse, et Forbillede paa Christi Offer. Thi Christi Sjæl bragte sig selv til et Skyldoffer for Israel og Hedningefolkene (Es. 53, 10), Han kom for at give sit Liv til en Igjenløsnings Betaling for mange, for alle (Math. 20, 28. Mark. 10, 45. 1Tim. 2, 6), og Hans Blod blev udgydt for mange til Syndernes Forladelse (Math. 26, 26. Mark. 14. 24. Luk. 22, 20). Ham, sin enbaarne Søn, hengav Gud i sin store Kjærlighed til Verden, paa det at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes; ham sparede Han ikke, men gav ham hen for alle (Rom. 8, 32) ham forudbestemte endelig Gud, før Verdens Grundvold lagt, til at være det ustraffelige og lydeløse Lam, ved hvis kostbare Blod Han vilde forløse baade Jøder og Hedninger (1Pet. 1, 18—20). — Væderen er indviklet i Buskene med sine Horn, saa den ikke kan undgaa Offerdøden. Paa samme Maade blev ogsaa Christus derved, at Gud gjorde ham, der ikke vidste af Synd til Synd for os (2Cor. 5, 21), og at han selv tog Verdens Synd paa sig og bar den (Es. 53, 12. Joh. 1, 29. 1Pet. 2, 24), indviklet i den menneskelige Synds Tornekrat (sml. Steder som 2Sam. 23, 6 f. Mich 7, 4. Ez. 2, 6. Math. 7, 16. 13, 7. 22), saa Han maatte lide Offerdøden (Ogsaa den Tornekrone, som Christus som en Følge af, at Han blev indviklet i den menneskelige Synds Torner, maatte bære (Math. 27, 29), minder om om, hvad vi læser i 1Mos. 22, 13).

Gud blev, efterat Abraham havde ofret Isak, af "Gud" til "Herre", Jehovah, d.e. af Menneskets almægtige Skaber og ubetingede Herre til Naadens og Frelsens Gud. Det samme var ogsaa Tilfældet, efterat Gud havde hengivet sin enbaarne Søn, og denne ofret sig selv paa Korset. Da blev nemlig Guds Vrede over Menneskeslægten stillet, og traadte Hans Naade atter frem; da blev den strenge "Gud" igjen til den naadige "Herre". Men hvad der skede efter Isaks Offer var dog ikke mere end en svag Skygge af, hvad der skede efter Jesu Offer. — Den Nat, hvori Abraham befandt sig, siden den Guds natlige Aabenbaring, hvori han havde faaet den Befaling at ofre Ham Isak, blev ved den af ham om Dagen efter Befalingens Fuldbyrdelse modtagne Aabenbaring, ved hvilken han fik sin Søn tilbage fra de døde, til Dag for ham, og denne Aabenbaring selv var for ham denne Dags Morgens, en Opstandelsesmorgens, Frembrud. Ogsaa heri ligger noget forbilledligt: Saa længe Christi Offer endnu var at bringe, laa Nat over Menneskeslægten; efterat det var blevet bragt, blev Natten til Dag for den, og denne Dag oprandt med Opstandelsesmorgenen, paa hvilken ogsaa Gud ligesom fik sin Søn tilhage fra de døde. — Isaks Offer har tilfølge, at Abraham faar alle Forjettelser høitidelig stadfæstet. Paa samme Maade har Christi Offer alle Forjettelsers fulde og fuldkomne Opfyldelse tilfølge for Ham selv, for dem, som er af Abrahams Tro og for Gud.

Del 2