EFTERSKRIFT

Som de, der har fulgt tilblivelsen af denne bog, føler vi trang til at give den og dens forfatter et lille ord med på vejen.

Poul Ulsdal er ikke en pastor Hvemsomhelst i dansk kirkeliv. Gennem mere end 30 år har han i tale og skrift taget del i den kirkelige debat og ofte selv sat den i gang. Næppe nogen anden dansk præst har skrevet så mange aviskronikker og tidsskriftartikler som han - hvad et flygtigt blik i hans omfangsrige bibliografi hurtigt kan overbevise om. Men næppe heller nogen anden dansk præst har været sa udskældt som han - et vidnesbyrd om, at han har ramt noget centralt og er blevet taget alvorligt.

Hvad er hemmeligheden bag dette enorme engagement? En lidenskab for sandheden om Jesus Kristus og hans hellige kirke! Uden egen vilje og viden var han blevet højkirkelig. Det skete, da han i 1955 blev opfordret til at holde et konventsforedrag »Fra Lindhardt til Barsøe» (trykt i Præsteforeningens Blad 27/1 1956) og opdagede, at alt det, han stod for, jo i virkeligheden var højkirkeligt det gjaldt både bibelsyn, gudstjenestesyn og embedssyn. Som højkirkeligheden gjorde det, satte også han kirken højt - ikke folkekirken, men den hellige, katolske og apostolske kirke, Jesu Kristi kirke. Da konventsforedraget var blevet trykt, vakte det genklang og satte gang i den højkirkelige bevægelse. Ulsdal blev en højkirkelighedens pioner, kontaktede Børge Barsøe i Virring, fik sammen med ham startet Virringkonventerne og tog initiativet til udgivelse af højkirkelighedens blad »Re-formatio». Selv var han ikke nogen lederskikkelse, andre tog ledelsen, men han var inspirator, idémand og debattør - en ildsjæl, der brændte for Kristus og hans hellige kirke.

Poul Ulsdal har aldrig ønsket striden for stridens egen skyld. Det var altid med frygt og bæven, at han vovede sig ud i den. Når han alligevel gjorde det, var det, fordi han følte, at det måtte gøres. Nar ingen andre kunne eller ville, blev han nødt til det - og måtte tage lussingerne. Han krympede sig under de slag, der uretfærdigt blev rettet mod hans person, men han bar det ydmygt og stille som det særlige kors, der var lagt på ham. Når Kristi kirkes sandhed blev trådt under fode, når troens egne svigtede kirkens tro, måtte der tages til genmæle - uanset prisen.

Som styrmandssøn fra Fanø er han en praktisk mand med stor menneskekundskab. Han har et skarpt blik for det praktisk mulige og tager vidtgående hensyn til menneskelige skrøbeligheder. Dette gør, at han, der undertiden er blevet opfattet som en ensidig fanatiker, i virkeligheden er en moderat mand. Han repræsenterer aldrig outrerede synspunkter, men står solidt plantet på kirkens grund. Inden for højkirkeligheden regnes han da også for at høre til på den moderate fløj, der på den ene side gerne vil lære det danske kirkefolk at feire messen efter den fælles kirkelige klassiske liturgi, og på den anden side tager vidtgående hensyn til dansk tradition og dansk mentalitet.

Denne praktiskhed forenet med menneskekundskab viser sig også i, at han hurtigere end andre kan analysere en situation, en begivenhed, en persons handling, og med temmelig stor sikkerhed sige, hvad der ligger bag ved den, og hvor den fører hen. Det er ikke for ingenting, at han har læst enormt mange kriminalromaner. Han er detektiven i dansk kirkeliv, der skånselsløst afslører »forbryderne». Tiden har næsten altid givet Poul Ulsdal ret. Hans »profetier» er næsten altid gået i opfyldelse, og hans afsløringer viste sig næsten altid at være rigtige. Ikke så sært, at mange blev vrede på ham, for han ramte jo plet.

Poul Ulsdal er også meget belæst. Som præst og theolog læser han naturligvis theologi - særlig liturgik og kirkehistorie, men ganske særligt er det skønlitteraturen, der er blevet hans domæne. Han er en bogsluger af rang og kender hele forfatterskaber ud og ind - både ældre og helt moderne. Her skal blot nævnes hans store interesse for Sigrid Undset. Men hans interessefelt er endnu bredere det strækker sig fra skovbrug over film til sociale og politiske spørgsmål, og om det meste har han skrevet.

Med denne bog har Ulsdal udfyldt et stort savn i den danske litteratur om liturgiske spørgsmål. Hver søndag skal præster gøre tjeneste for alteret, men hidtil har der ikke været megen veiledning i, hvordan de skulle gøre det. Forhåbentlig vil denne bog blive grundigt studeret af præster i studerekammeret og i konventer. Ulsdal har særlige forudsætninger for at skrive den: ikke alene har han et stort teoretisk kendskab til sit emne, men hvad mere er, han har praktisk erfaring og ved, hvor da det hele fungerer i praksis. Gennem en menneskealder har han selv fulgt de anvisninger, som er blevet prøvet gennem kirkens 1900 årige historie og som han her giver videre.

Det er lykkedes os at forsinke udgivelsen af denne bog, så den kunne udkomme til hans 70 års fødselsdag den 22. november 1983. Uden pretentiøst at ville gøre den til en slags festskrift vil vi på denne måde og med disse ord gerne være med til at hylde den mand, der på sa mange måder har præget dansk højkirkelighed og dansk kirkeliv.