KAPITEL 3

MESSEKLÆDERNE

At præsten bruger messeklæder er stadig påbudt i den danske lutherske kirkeprovins. I Kirkeordinantsen kan man læse: »Så skal der nu om søndagen holdes en højmesse i de sædvanlige messeklæder for dem, som vil berettes, med vanlig kalk og disk og tændte lys ved et med en dug dækket alter». I Kirkeritualet påbydes det samme (se side 15). Dette gentages i alle udgaver af Biskoppernes Vejledning. I Prøveritualbogen gentages det endnu engang. Først i den sidste liturgikommissions forslag, Foreløbige Ændringer, er det udeladt, at præsten skal bære messeklæder i formessen. Hermed er der sket et brud med de førnævnte ord i Kirkeordinantsen: »Messen er intet andet end Herrens nadvers brug ....» Man foreslår i virkeligheden en gudstjenesteform, hvor nadveren kun er et tillæg, der eventuelt godt kan undværes. At følge kirkens ordning at bruge messeklæder straks fra begyndelsen slår fast for alle, at hele tjenesten er en »messe», en altergangsgudstjeneste. Det er ikke mindst en ægte luthersk opfattelse, at til nadveren hører bekendelse, skriftlæsning og prædiken.

Hvad er messeklædernes mening? I hvert tilfælde den, at med denne østerlandske klædning - sammen med alterbordet, dets hvide dug, dets tændte lys, dets kalk og disk - skal vi drages tilbage i tiden til »den nat, han blev forrådt», til »ovensalen» i Jerusalem, menighedens første »kirkesal». Dette billede brydes, når præsten blot er iført 1600-tallets fine akademikerdragt. Men efter kirkens tro er der tale om mere end et billede. Nadverens hemmelighed er, at det, der skete dengang skærtorsdag og langfredag, er en virkelighed her hos os nu, »effektivt nærværende», som det er udtrykt. Præsten låner Kristus sin røst, og ordene fra dengang gælder igen og »skaber, hvad de nævner». I denne tydelige »Kristusrepræsentation» er det naturligt, at præsten også bruger en dragt, der ligner den, som Kristus brugte den aften. At brug af messeklæder trods dette selvfølgelig er et adiaforon - intet har med nadverens gyldighed at gøre - er det vel unødvendigt at tilføje?

Hvad er så »de rette messeklæder»? Her er der selvfølgelig stor frihed; men den vesterlandske kirke har en orden og en erfaring, som man bør lytte til. Kirkeordinantsen regner med de eksisterende fra før reformationen; allerede i 1540 nævnes dog kun alba og hagel - eller casula. Albaen er den lange hvide messeskjorte med ret snævre ærmer og bælte, cingulum. I 1564 blev det påbudt i stedet for albaen at bruge korskjorten, kaldet superpellicium, d.v.s. den i dag i vort land mest brugte, den noget kortere skjorte med vide ærmer og uden bælte.

Hvorfor mon man dengang gik over til ved messen at bruge den skjorte, som munke og kanniker brugte under tidebønnerne? Jeg gætter på, at det blot skyldes de kolde kirker. Til de mange og lange tidebønner var supperpelliciet skabt - som navnet siger: som en overklædning over det pelsværk, der var nødvendig i de iskolde kirker her mod nord. Men det vil sige, at vi i vore opvarmede kirker frimodigt kan sørge for at få købt - eller syet af en fingernem kvinde i menigheden - den messeskjorte, som er den normale i den vesterlandske kirke, den smukke alba, Den er også langt mere praktisk; ikke sjældent laver de vide ærmer på superpelliciet ravage på alteret. Albaen bruges i dag mange steder.

Begynder man som præst et nyt sted, bør man selvfølgelig bruge det messetøj, der forefindes, og bruge det efter ritualet under hele messen; senere kan man så få syet en alba. Messehagelen er ofte en ældgammel rød, slidt og plettet; men blot det at bruge den igen kan undertiden få menigheden til at gå i gang med at skaffe en ny. Det vil dog være uklogt straks at forlange det. Som før sagt, må vi ikke være ritualister; vi kan godt klare os med en gammel. Skal menighedsråd og provst i gang, bliver det let en hel lille formue, der skal til.. Er man villig fra menighedsrådets side, kan man foreslå, at præsten skaffer f.eks. tre hagler i forskellig farve for den samme pris, som een enkelt ellers ville koste herhjemme. Bliver det skænket penge dertil, kan man gøre det samme. Så er der to gode muligheder: enten at få den før omtalte fingernemme kvinde til at sy dem - eller selv købe dem billigt et sted i udlandet på sin sommerferie.

Når dette er sket, skal man anskaffe sig en stola til hver hagel. Dette enkle klædningsstykke er egentlig det, der først og fremmest betegner præstens tjeneste - sammen med albaen. Hagelen er det mindst nødvendige efter kirkens tradition! Man skal endelig skaffe sig hageler, der kan tages på over hovedet, så man kan klare sin omklædning selv - med mindre det er degnen en glæde at fungere som præstens »diakon» i den hellige tjeneste.

Både i Kirkeordinantsen og i Kirkeritualet kræves det, at præsten skal bære messeskjorte under hele tjenesten, altså kun tage hagelen af inden prædikenen. Rester af denne fælleskirkelige skik har man indtil de seneste år kunnet møde i danske kirker, hvor præsten beholdt messeskjorten på på de store helligdage. En del præster har genindført at bruge messeskjorten på prædikestolen; andre gør det kun på en række helligdage: foruden de tre store højtider også på Kristi Himmelfartsdag, Allehelgensdag, Hellig Trefoldighedsdag og ved høstgudstjenesten. Her er igen en måde, hvorved man kan understrege, at der er tale om festgudstjenester - noget både folkeligt og pædagogisk.

Starter man blot ikke den slags små ændringer på een gang, kan man også en dag begynde at holde dåb i alba og stola. Det vil alle, der ikke er forudindtagne, synes er smukt og festligt. Man kan også en dag holde vielse iført de samme to stykker messetøj; også der fornemmes det naturligt, at præsten er i festtøj. Man må endelig ikke bruge hagelen ved sådanne lejligheder eller f.eks. juleaften og ved konfirmation; den slags hjemmelavet pragtudfoldelse kan man virkelig se herhjemme; hagelen hører kun alteret til. Man har også kunnet se, at præster brugte en fin festhagel i formessen og den røde under altergangen! Det er også sket, at sognepræsten brugte den dyre, flotte hagel, medens hjælpepræsten måtte nøjes med den mere tarvelige! - Det bør understreges, at messehageler gerne må være smukke; men den pragtudfoldelse, som de helt dyre hageler er udtryk for, er unødvendig. Det er typisk for kirken, at det er kun, når det drejer sig om kalk og disk, at der er krav om ægte fornemhed, idet de jo skal rumme det hellige sakramente, Kristi legeme og blod.

Har man anskaffet sig en smuk alba, kan den flere gange nævnte fingernemme kvinde i menigheden uden store vanskeligheder sy den gamle messeskjorte om til en såkaldt rochette, der er endnu kortere, har broderier for neden, men de samme slags vide ærmer som superpelliciet og tages på over hovedet. Den virker smuk over den sorte præstekjole og kan bruges ved vielse eller ved dåb uden for højmessen eller f.eks. juleaften og nytårsaften og ved prædiketjenester på højtidsdage. Stolaen hænger her lige ned, da der intet bælte hører til. Ved anvendelse af alba er stolaen derimod krydset over brystet og fastholdt af bæltet, der bindes i venstre side.

Skal man i første omgang kun have een hagel, bør det være en hvid festhagel, da højmessen i sig selv er en fest. Ellers skal den hvide hagel kun bruges ved højtider eller Kristusfester. Den næste hagel, man anskaffer, bør være den grønne, der bruges i helligtrekongertiden og i trinitatistiden det er håbets og vækstens farve. Den tredje hagel bør være den violette, bodens og angerens farve at bruge i advent - dog ofte bortset fra 1 .s. i advent, hvor den hvide kan bruges - og fra septuagesima til påske og på Bededag. Den gamle røde kan man måske glæde nogle i menigheden med at bruge de dage, hvor rødt er den liturgiske farve: i pinsen og på Sct. Stefansdag og andre martyrdage; det er jo ildens og blodets farve. Når man endnu ikke har anskaffet en violet hagel, kan den røde bruges i stedet.

Ved messer, hvor der medvirker diakon og subdiakon er - bortset fra særlige højtidelige messer kun den celebrerende præst i hagel, diakonerne i alba og stola i samme farve som hagelen.¹⁴⁾

Når præsten ifører sig messeklæderne, »Kirkens Bryllupsklæder», som Grundtvig kaldte dem, kan han bede følgende bønner:

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Afklæd mig, Herre, det gamle menneske med alle dets gerninger og iklæd mig det nye menneske, som er skabt til lighed med dig i sandhed, retfærdighed og hellighed. Amen.

ALBA. Almægtige, evige Gud, lad mig afklædt al uretfærdighed og iklædt hellighedens hvide klædebon få lov at følge dig ind i dit rige, hvor den sande glæde er. Amen.

STOLA. Herre, læg dit åg på min skulder og lær mig, at din byrde er let. Gør mig mild og ydmyg af hjertet. Amen.

CINGULUM. Omgjord mig, Herre, med sandhed og gør min vej ustraffelig. Amen.

CASULA. Ifør mig, Herre, som din udvalgte, hellige og elskede inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed. Amen.

At bede disse bønner, der jo kun består af ord fra Bibelen, er en god forberedelse til tjenesten i højmessen. Desuden viser de, at der ikke er tale om at pynte præsten med udvortes pragt, men at lede ham ret ind i den hellige tjeneste. Har man brugt disse klæder i mange år, bliver de helt selvfølgelige for en selv - og gerne noget smukt og pædagogisk for menigheden. Egentlig er det jo blot at følge de bibelske ord: »Tilbed Herren i helligt skrud» (Sl. 29,2 og 96,9, 1. Krøn. 16,29).

KAPITEL 4

MESSESANG - NUTIDSSPROG

Når en præst for blot 30 år siden søgte embede, mødte han ofte det spørgsmål: »Messer De?» - og så skulle han helst kunne svare, at det gjorde han, eller det kunne han. I dag er der ret få præster, der messer. Det har sikkert noget at gøre med det andet ord i overskriften, »nutidssprog», d.v.s. en udbredt frygt for, at gudstjenesten skal virke gammeldags i sin form, så den støder såkaldt »moderne» mennesker.

Derfor kan man i dag opleve, at præster ikke mere siger »Herren være med Eder», men »Herren være med jer». De siger »far» i stedet for »fader» om Gud - eller måske »be» i stedet for »bede» o.s.v. Principielt bør man respektere selve anliggendet; men jeg er alligevel temmelig overbevist om, at disse bekymringer er forkert anbragte. For hvad nytter det, at man ændrer disse ganske få ord, som alle udmærket forstår (og andre er der sjældent tale om), når man samtidig bruger en masse salmer, der ofte er langt mere »gammeldags», ja ofte er totalt uforståelige for »de kirkefremmede», som man synes at være så bekymret for? Afskaffelsen af »Herren være med Eder» kan ligefrem fornemmes grotesk, når man stadig forlanger, at menigheden skal synge det virkeligt fremmedartede: »Og med din ånd». Ikke engang theologer er helt sikre på, hvad de ord betyder; den simpleste forklaring er vel, at udtrykket er præget af hebraisk sprogbrug. Noget så gammeldags skal menigheden altså blive ved med at synge! I den norske og i den anglikanske kirke har man dog været så konsekvente, at menigheden også må bruge en mere moderne sprogbrug - men dermed også en mindre bibelsk!

Man bør realistisk se i øjnene, at i en vis forstand er alt, hvad der foregår i en kirke, uforståeligt for den virkeligt kirkefremmede, den ikke-troende. Det er prædikenen også hos de præster, der siger »jer» i stedet for »Eder»! Men samtidig er sådanne »gammeldags» udtryk i liturgien - eller f.eks. det at »messe» - noget helt betydningsløst for den, der virkelig søger Gud og sandheden. Det er slet ikke der, forargelsen ligger, nej den ligger som altid det samme sted, nemlig ved inkarnationen: at Gud blev mennéske på jord i Kristus. Det er kun Helligånden, der ved at oplyse om sandheden overvinder den virkelige forargelse. At kirkens gudstjeneste har sin form og ydre skikkelse, er der intet mærkeligt i - heller ikke for det moderne menneske.

En del af ideen med at bruge messetoner er sikkert, at de er med til at skjule det private og personlige, med til at gøre præsten anonym, ret forstået. Det er også en del af messeklædernes mening. Dertil kommer sikkert en ældgammel erfaring - både fra theatrets verden og fra gadehandlernes råben! I praksis er det næsten umuligt, at der ikke på grund af betoninger og rummets karakter kommer »melodi» på præstens recitation, nu blot en helt privat og vanemæssig melodi, som i hvert fald i børns ører kan lyde komisk - og for andre være temmelig forstyrrende. Recitationen især af de korte liturgiske led bliver i virkeligheden næsten aldrig »naturlig» - det, der var formålet med at afskaffe messesangen. Det er derimod en ret generel erfaring, at præster, der messer, dermed også får evne til at recitere smukt uden private manerer og »melodier». - At »messe» har selvfølgelig ikke noget at gøre med at brillere med sin sangstemme, hvad visse romantiske messemelodier undertiden har kunnet friste til. Siden vi gennem Jens Peter Larsens arbejde har fået de klassiske enkle messetoner tilbage, vil de fleste præster kunne synge de vigtigste dele af liturgien, f.eks. hilsener og lignende.

Den i såkaldt »kirkelige kredse» så almindelige bekymring over liturgiens, herunder messesangens »uforståelighed» afslører egentlig manglende kendskab til det moderne menneske, som man er så bekymret for. Utrolig meget moderne litteratur, theater og anden kunst generer sig ikke en smule for at være »uforståelig», heller ikke den politiske litteratur, og næsten ingen vover her at være kritiske. I forhold dertil er kirkens gamle liturgiske sprog og form næsten enkel og lige ud ad landevejen. Ja, den form for dialog mellem præst og menighed, som den gamle prosamesse indeholder så meget af, er næsten moderne, når man tænker på, hvordan så mange former for dialog og dramatik benyttes i skolerne helt ned blandt små børn. Messens »drama», hørligt og synligt, er i dag som altid ægte folkelig. Helt anderledes ufolkelig er den typiske protestantiske prædikegudstjeneste med dens lange enetale, prædikantens overvældende dominans og tilhørernes passivitet bortset fra at skulle synge en uendelighed af salmer - og det i en tid, hvor alt ellers skal være »demokratisk», og hvor det at synge er ved at være fremmed for de fleste.

Det, der er sket i vor kirke på dette område, er egentlig mærkelig inkonsekvent: præster holder op med at messe, for »det bryder menighe den sig ikke om»; men samtidig lader de den samme menighed fortsætte med at messe dennes part af liturgien. Der messes stadig i alle landets kirker; det er kun præsterne, der mange steder er holdt op dermed! At menigheden skal synge, når præsten kun reciterer, er meningsløst; den burde så også sige svarene. Det er jo noget af det, der praktiseres, hvor menigheden siger trosbekendelsen og måske Fadervor »i kor». Men præster ville få en masse vrøvl, hvis de bad menigheden om helt at holde op med dens andel i kirkens messesang!

Hvor meget der skal messes, er der ikke 100 % enighed om. Foruden hilsener og opfordringer bør i hvert fald præfationerne (hvis de bruges) messes på deres gamle, skønne melodier. De fleste mener, at også kollekterne bør messes; derimod generer det nogle, at også bibelteksterne messes. Nogle mener, at i hvert fald messens »canon», d.v.s. nadverbønnen og indstiftelsesordene bør reciteres og ikke messes, eventuelt også Fadervor. Mange mener også, at kirkebønnen, den store forbøn bør reciteres, hvorved helt aktuelle bedeemner lettere kan indføjes på en naturlig måde. Netop forskellen mellem sungne og reciterede dele kan virke ægte og stærkt - og modvirke en mulig fornemmelse af, at det hele blot er noget »rituelt».

Omfanget af messesangen kan også bruges til at skabe variation mellem den almindelige søndagsmesse og højtidsmesseme. I de fleste danske kirker er gudstjenesten næsten ens hele året rundt; man forsømmer at benytte de mange muligheder, der findes, for at understrege kirkeårets særlige tider og dage. Der er også lejligheder, hvor man helt kan give afkald på messesangen, ja man kan feire en helt igennem lest messe sammen med ganske få mennesker, f.eks. et par venner en hverdag. Man kan læse salmerne fra Salmebogen, eller præsten kan ved hjælp af Dansk Messebog recitere de gamle bibelske salmeled, der hører dagen til.

KAPITEL 5

STILLEBØNNER - KORSTEGN OG GESTUS

Bag i Salmebogen har vi en række af, hvad i det liturgiske fagsprog kaldes »stillebønner», vel næsten kun beregnet for lægfolk at bede for sig selv i gudstjenestens forløb. I andre kirker kan man finde lignende bønner, blot indføjet i selve liturgien i et lille hefte, beregnet for menigheden. Meningen er at hjælpe med til ret at give sig hen i det, der sker. I den danske kirkes liturgi er der ikke anført en eneste stillebøn til hjælp for præsten i hans særlige tjeneste ved feiringen af gudstjenesten. Derimod i den tyske lutherske Agende fra 1955 og i den tilsvarende amerikanske fra 1958 er der trykt en række af den slags bønner; i det romerske Missale er der endnu flere. Da de næsten allesammen består af rent bibelsk stof, kan en præst i vor kirke egentlig bruge det meste af det. Da de gerne er korte, kan han let nå at bede dem; det er manges erfaring, at de hjælper til en mere personlig deltagelse i tjenesten og modarbejder en tilbøjelighed til automatisk rutine.

I den danske kirkes højmesseliturgi findes der heller ikke modsat så mange andre lutherske liturgier - såkaldte »rubrikker», d.v.s. med rødt trykte anvisninger for messens udførelse. Det eneste, der ligner dette, er en lille parentes med bogstaverne NB, der er anbragt to steder i nadverens indstiftelsesord. I en fodnote i Biskoppernes Vejledning står der, at disse bogstaver betyder, at præsten på det sted skal tage henholdsvis disken og kalken i sin hånd. Det er egentlig betydningsfuldt, at netop denne ene anvisning er bevaret, for den siger noget om vore fædres intention, nemlig at fastholde realpræsensen: det er dette bestemte brød og denne bestemte vin, som Verba gælder, så det fra nu af ikke mere blot er brød og vin, men »det aller helligste sakramente», som Luther gerne kaldte det.

I Biskoppernes Vejledning nævnes i samme fodnote et par andre ting, hvoraf en enkelt i andre kirkers liturgier kan stå som en rubrik: at præsten ved bortsendelsen efter kommunionen kan gøre korstegn med kalken. Det forklares dog ikke, at det bibelsk og meningsfyldt bør gøres samtidig med ordet »fred», for den korsfæstede »er vor fred» (Ef. 2,14) og at præsten skal holde med begge hænder om kalken. Det siges heller ikke, at det skal gøres, men at det er »sædvane». I andre kirkers liturgier møder man ofte med hensyn til rubrikkerne en skiften mellem »skal» og »kan». I Biskoppernes Veiledning nævnes mærkeligt nok ikke den endnu mere udbredte »sædvane», at danske præster også bruger korstegnet, når de lyser den aronitiske velsignelse ved gudstjenestens afslutning. Hvordan korstegnet udføres, angives heller ikke: medens venstre hånd rører ved brystet, tegnes et relativt stort kors med højre hånd på højkant - ikke blot med en finger, som det undertiden kan ses - fra oven og nedad og fra venstre til højre.

En side af rubrikkernes mening er noget lignende som en side af messeklædernes og messesangens: at skabe en vis anonymitet gennem ensartethed, så private manerer og udtryksformer ikke forstyrrer menigheden. Ikke mindst børn lægger mærke til præstens ydre adfærd i kirken, ja morer sig ofte over de mærkelige fagter, han kan gøre. Blot et eksempel, der har med præstens fremtoning at gøre under det meste af altertjenesten: Hvad skal han gøre med sine hænder? Nogle præster kan have hænderne foldede på maven, hos andre hænger de blot ned ved siden. Bærer præsten messehagel, vil han da se ud som en pyntet tøjdukke med hængende arme. Denne dragt er simpelthen skræddersyet til een eneste stilling, nemlig den klassiske, som menigheden så ofte har set på kirkens epitafier, hvor personerne altid står med hænderne samlet let og utvunget foran brystet med håndfladerne mod hinanden. Alle danske kender iøvrigt også denne stilling fra ethvert Lucia-optog!

De mærkelige stillinger, som præster kan indtage med deres hænder under velsignelsen, enten udstrakte eller opløftede, skyldes private traditioner. Også her som i det meste af messen, hvor ikke andet er nævnet, er det den »klassiske», der lige er nævnet, der er den korrekte og samtidig den mest diskrete. - Parentetisk vil jeg her kort nævne nogle andre »private traditioner», der bør forsvinde: 1) At præsten med anstrengt højtidelighed næsten følger alterringen rundt, når han går for alteret. Er der et eller flere altertrin, skal han blot sørge for at gå op ad trinnene midt for alteret. Ellers skal han gå i en så kort bue, at han kan standse et øjeblik midt for alteret og bukke ganske let, inden han tager det sidste skridt. 2) At præsten bøjer hovedet dybt, når menigheden synger: »Og med din ånd»; en antydning er tilstrækkelig. 3) At præsten ved velsignelsen også korstegner sig selv.

At ledsage ord med et synligt tegn eller en gestus er udtryk for en naturlig menneskelig trang. Hvis nogen skulle indvende, at det er unaturligt, hvis præsten i messen bruger forskellige slags gestus, bør der svares, at det er det netop ikke, for sådan gør vi altid uden for kirkerummet! Hvor naturligt er ikke det, som alle kender: at bøje knæ og bede - og at rejse sig for at høre Guds ord? Det mest kendte eksempel fra Bibelen er vel, at forbøn og velsignelse ledsages af håndspålæggelse, det der endnu er bevaret hos os ved dåben, ved konfirmationen og ved vielser af forskellig art. Er det så ikke lige så naturligt, hvad man kan se i en rubrik i andre kirkers liturgier, at præsten under epiklesen, påkaldelsen af Helligånden holder sine hænder udstrakt over gaverne?

Jeg har hidtil kun omtalt de to korstegn, der er almindelige i den danske højmesse, men hvoraf kun det ene er omtalt i Biskoppernes Vejledning. Vi bruger dog også korstegn ved dåben. Men der er kirkelig tradition for adskilligt flere, ja i visse kirkeprovinser så mange, at der undertiden må ske en »udrensning». Men det burde være naturligt, at vi overtog den udbredte skik at gøre korstegnet over disken og kalken ved konsekrationen.¹⁵⁾ - Ved afslutningen af credo og ved benedictus er der også tradition for et korstegn, vel som udtryk for et ja eller en modtagelse - igen den samme forbindelse mellem ord og handling. Det var ikke blot den flittige kirkegænger kong Christian den 10., der altid korsede sig som tegn på sin modtagelse af velsignelsen, også hos mange andre i vort land har denne fælleskirkelige skik overlevet. Selv har jeg oplevet, at gamle mennesker på landet har korset sig, når jeg lyste velsignelsen over dem med korstegn og håndspålæggelse ved deres sygeleje.

Jeg har omtalt den mest almindelige stilling for præstens hænder under tjenesten ved alteret: med håndfladerne samlet mod hinanden på brystet, et mere afslappet udtryk end det i dag almindelige, de foldede hænder. Det er fra denne stilling, præsten under den gentagne hilsen, »Herren være med Eder» et øjeblik kan fjerne hænderne fra hinanden og føre dem sammen igen - måske den gestus, der er mest brugt i vort menneskeliv uden for kirken. Der er også god mening i det, når præsten i alle de gamle kollekter - idet han kommer til ordene, »vi beder dig» - fjerner hænderne fra hinanden, løfter dem en smule og vender håndfladerne opad og fører dem tilbage igen, når den egentlige bedebøn er forbi: »... ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig .. .» Det er blot det bibelske at bede med løftede hænder, der sker.

I kapitel 9 vil der hist og her være anført »stillebønner» og anvisninger om korstegn og gestus af forskellig art efter den vesterlandske tradition. Hvis man efterhånden vil benytte sig af disse anvisninger eller nogle af dem, er det vigtigt, at enhver gestus udføres med stor lethed, ofte nærmest som en antydning. Og så må det endelig også her slås fast, at disse ting selvfølgelig er adiafora - en fuldkommen fri sag

KAPITEL 6

SALMERNE I MESSEN

Når der i kapitel 1 blev talt om prosa-messens sejr i næsten alle lutherske kirker over den salme-messe, der i vort land blev den enerådende med Kirkeritualet, må dette ikke misforstås. I alle lutherske højmesseliturgier spiller salmerne stadig en stor rolle og bør også gøre det i den danske fremover. Det er kun de faste led i messen, der har fået den gamle prosaform tilbage. Ingen steder synger man i dag DS 362: »Vi tro, vi alle tro på Gud», gendigtningen af trosbekendelsen, nicænum. Ingen steder synger man de gamle kyrie-salmer, mens prosakyriet vinder stadig mere frem- Et enkelt vers af gloria-salmen, »Aleneste Gud i Himmerig» bruges dog gerne som supplement til det korte prosa-gloria. Sanctus synges også altid kun i prosaformen. En virkelig undtagelse hos os er agnus dei, der i sin prosa-form sikkert aldrig vinder over Grundtvigs uforlignelige »O, du Guds Lam», som netop også har en udpræget liturgisk skikkelse. At gendigtningen af kirkens værdifulde prosatekster kan være helt ødelæggende, ses f.eks. af, at vor kirke fuldkommen har mistet den oldkirkelige hymne te deum. Hvor synger man Grundtvigs gendigtning, DS nr. 9, »O store Gud! vi love dig» på 14 vers? Gendigtningen i de fire vers, DS 312 »Almagts Gud, velsignet vær!» røber slet ikke noget af den gamle hymnes rigdomme. Har man oplevet i udlandet at synge te deum ved store kirkelige begivenheder, fornemmer man virkelig dette tab.

Efter reformationen blev messens bibelske salmeled, der skiftede fra søndag til søndag ret korte stykker først og fremmest fra Davidssalmerne efterhånden erstattet med danske salmer. Dog var i hvert fald to af disse salme-dele fra romermessen bevaret, introitus og gradualet, til hver helligdag i året i den sidste messebog, den danske kirke har haft (bortset fra Dansk Messebog), nemlig i Niels Jesperssøns Graduale af 1573, der var gældende til Kirkeritualets tid. De var beregnet til at skulle synges af koret som supplement til menighedens salmesang.

Undersøger man de salmeforslag til hver helligdag i kirkearet, der står bag i Salmebogen, vil man se, at de nærmest er udarbejdet efter stikordsprincippet, d.v.s. har visse ord og tanker, der kan passe lidt til dagens bibeltekster. På en måde er der vel ikke noget galt i dette princip; men det kan misbruges i den retning, at præsten til gudstjenesten kan vælge en hel række salmer, hvis formål først og fremmest er at understrege det, han har villet med sin prædiken. Derved kan salmevalget nærme sig en slags manipulation med menigheden.

Det kan også ske, at af de foreslåede salmer findes både Kingos og Grundtvigs udlægninger af teksten; men derved kan menigheden risikere at skulle igennem hele tre prædikener over den samme tekst! Ikke underligt, at en sådan gudstjeneste kan virke kedsommelig på mange; den bliver en march på stedet. Når vor gudstjeneste beskyldes for at være kedelig, er grunden for mange sikkert ofte den næsten endeløse salmesang. Når mennesker ikke rigtigt får noget ud af prædikenen, kan det simpelthen skyldes åndelig træthed. Inden man når til prædikenen, har man skullet bede mindst tre bønner, hørt tre bibeltekster, været med i trosbekendelsen og sunget tre salmer, ofte måske mere end 20 vers. Desuden kan der også have været dåb, selvfølgelig med salmer før og efter.

Vores såkaldte 3. salme eksisterer slet ikke i den vesterlandske messe; man har jo lige sunget credo, så hvorfor synge mere på det tidspunkt? Bliver et reciteret credo efterfulgt af verset, »Lad verden ej», skulle det da være tilstrækkeligt. I Foreløbige Ændringer er et af alternativerne efter epistelen: salme, credo, salme - altså tre salmer lige efter hinanden, idet credo jo også er en slags salme. Dette har man kunnet opleve gennemført i radioen! Hvis der er dåb i formessen, hvorfor skal man så synge to salmer lige efter hinanden bagefter? Den slags præsterer man søndag efter søndag i vore kirker og det i et folk, hvor lysten til at synge som før nævnt er uhyre beskeden i vor tid. Problemet er ikke blot antallet af vers; men det er ophobningen af religiøst tankegods af vidt forskellig art, godt blandet sammen på grund af salmernes forskellige forfattere, der simpelthen udmatter mennesker, så de enten ikke orker at komme i kirke, eller når de alligevel kommer, blot lader være med at tænke over det, de synger.

Det synes at være blevet et dogme i Folkekirken, at præsten ikke må klippe i salmerne. Der er ellers god dansk tradition for det tilbage til Kirkeritualets tid, og man gør det vist i alle andre lutherske kirker. Nogle siger, at man ødelægger helheden i digterens værk ved at klippe nogle vers ud. Jamen en eller anden ministerielt nedsat kommission har jo klippet løs for kun 30 år siden i en række salmer og undertiden gjort det af liberaltheologiske grunde og derved ødelagt digterens intention, ja ændret nogle linjer hist og her! »Det irriterer menigheden», siger nogle; men vi bør undervise den ved at pege på netop de bestemte vers, vi klipper ud den bestemte søndag. Vi bør lære menigheden virkelig at tænke over det, den synger. Ved at »klippe» i salmerne gør man egentlig ikke andet end det, præster har gjort i slægtled, ikke mindst i dansk tradition, når de i prædikenen tager visse salmevers frem til belysning af teksten. Iøvrigt er det en stor ære, at nogle vers kan tåle at klippes ud for virkelig at passe ind i den bestemte messes hellige handling. Man skal ikke klippe for meget, selv om den sidste salmebog med dens øgede versmængde kunne gøre det rimeligt. At der i gennemsnit klippes i een af messens fem salmer, sker der i hvert fald ikke noget ved; at klippe i to må nok være maksimum.

Vi er mange, der har erfaret en stor berigelse ved at forsøge et helt andet princip for salmevalget end det i vor tid gængse, nemlig det, som har været rådende i næsten hele den vesterlandske kirkes historie og delvis i flere århundreder i vor egen lutherske kirke. Det går ud på at nærme sig den historiske skik, at hver helligdag skal have sine bestemte salmer, og at hver af messens salmer mere eller mindre tydeligt skal have sin bestemte funktion. Mange har glemt, at i Kingos Salmebog, der var den officielle lige til Evangelisk kristelig Salmebog, 1798, var de fleste salmer fordelt efter kirkeåret, så hver søndag dengang havde sine bestemte salmer, der blev sunget netop den dag år efter år. Først efter den tid indførtes for alvor det såkaldte »frie salmevalg».

Udgangspunktet er den klassiske messes salmer: introitus, graduale, offertorium, communio samt udgangssalme. Mange nye lutherske liturgier har genoptaget i hvert fald de to første salmeled med vers fra Davidssalmerne - vel nærmest kun at bruge, når der er et kor som supplement til menighedens salmesang.

Introitus, indgangssalmen skal særligt angive dagens karakter; det kan være lovsange, skabelsessalmer, søndagssalmer, undertiden Helligåndssalmer eller tekstsalmer. Til ikke så få dage er det ikke vanskeligt at finde salmer, der angiver netop denne dags karakter, så menigheden tydeligt kan fornemme det. Der kan f.eks. tænkes på 1., 2. og 4. søndag i advent, 1. og 2. juledag, julesøndag, nytårsdag og helligtrekongersdag. Og senere fastelavn, 1. søndag i fasten, Mariæ bebudelsesdag, palmesøndag, skærtorsdag og videre over påsken til Kristi Himmelfartsdag og pinse og søndagen derefter. Det er vanskeligere i helligtrefoldighedstiden; men ved høstgudstjenesten, allehelgen og sidste søndag i kirkeåret giver det næsten sig selv. Ved i årenes løb at arbejde med dette princip kan man nå langt videre.

Med hensyn til gradualsalmen er der gode danske traditioner for, f.eks. fra Kirkeritualet, at denne salme mere udtrykker kirkeårstiden. Her kan man i kortere perioder bruge den samme salme eller salmer, der ligner hinanden. Ved f.eks. nytår, Kristi Himmelfartsdag, allehelgen kan man udnytte lidt af de gamle traditioner om en fests »oktav», så i hvert fald gradualsalmen den følgende søndag bærer præg af den helligdag, der lige har været. Sammen med gradualet hører - bortset fra fastetiden - menighedens glade halleluja; derfor kan man mange søndage bruge enkelte halleluja-vers, klippet ud af visse salmer. Da meningen med denne lovprisning er, at den skal føre over til læsningen af evangeliet, det glade budskab, er det ikke korrekt, når Prøveritualbogen lader dette halleluja ligefrem være et svar på epistelen; det skal vise fremad. Et trefoldigt halleluja, f.eks. det fra Prøveritualbogens melodihefte eller Oratoriets højmesseforslag eller det, der afslutter »Krist stod op af døde», kan eventuelt hægtes direkte på gradualsalmens sidste linje.

Den ret nyopfundne og overflødige »tredje salme» har jeg omtalt. - Derimod er salmen efter prædikenen meget vigtig - den såkaldte »offertoriesalme», hvorunder menighedens »offergang» til alteret stadig foregår i mange danske sogne, og den almindelige indsamling sker i næsten alle jordens kirker i hver gudstjeneste. Den skal som nævnt ikke være en salme, der gentager præstens prædiken, men bør snarere være et svar på Guds ords prædiken og dermed måske den mest subjektive af messens salmer. Som navnet siger, skal den udtrykke, at vi »ofrer» os selv til Gud, giver ham vort ja eller vort hjerte. Det kan også være en form for lovsang, for det er i lovsang og taksigeise, vi skal ofre vort liv til Gud. Salmerne nr. 11, 54 og 678, Jakob Knudsens høstsalme, kan være typiske eksempler derpå. I den sidste salmes afslutningslinjer ser vi den rette evangeliske offertorie-tanke udtrykt. (Se iøvrigt note 26).

Communio er salmen under uddelingen af det hellige sakramente. Når »tredje salme» udelades, betyder det ikke, at der ikke stadig vil være fem salmer i højrnessen, for når vor gudstjeneste skal være en ret eukaristi, som tilfældet var i den ældste kirke, bør der synges under uddelingen. Ikke mindst mange landsbyorganister vil være lykkelige, når de kan blive fri for at skulle fantasere på orglet til den lejlighed. Det er altid en glæde for menigheden at få genindført communio-sangen i stedet for den lange, urolige »stilhed» under uddelingen. Nu er der også mening i at bede folk om at blive i kirken, selv om de ikke går til alters den dag, for nu har man noget at bestille! Man behøver ikke altid at synge nadversalmer på det sted her er der en mangfoldighed af salmer, der kan bruges, bl.a. mange af vore kirkesalmer, hvor man kan prise Guds riges herlige virkelighed. Ja, undertiden kan en af dagens tekst-salmer få en meget fin anvendelse her, idet den får en art »opfyldelse» på det sted. Det, Kristus sagde eller gjorde dengang, gælder endnu, ja sker endnu, måske blot på en anden måde, fordi han er den levende, nærværende Herre. Med Grundtvig: (DS 214,3) »Jesus, himmelfaren, / dog midt i folkeskaren / uddeler Himlens vin og brød, / er med sit folk i liv og død....»

Om udgangssalmen kun nogle få ord. Den bør normalt være kort; kan den udtrykke lidt af det, der har været denne bestemte messes hovedsag, er det fint. Når man er sendt bort fra alteret under korstegnet med »velsignelsens kalk» - når man sammen med hele menigheden

igen under korstegnet - har modtaget fredlysningen med den aronitiske velsignelse, er der snart ikke andet at sige end ordet »tak» eller et andet udtryk for glæde. På den plads kan en længere og tungere salme kun blive en gentagelse, ja undertiden betyde, at vi ligefrem begynder forfra igen. Det er næsten ikke til at bære, når man kommer ud for den slags.

Salmen eller de vers, man klipper ud må også gerne pege mod den verden, som vi nu er sendt ud i, atter forligt med livets Gud, atter gjort til tjenere for mennesker i hans verden, I slutningen af Salmebogens afsnit, »Den hellige, almindelige kirke» findes en række typiske »udsendelsessalrner».

På de næste sider aftrykkes et forslag til salmevalg, foretaget ud fra det her skildrede gamle kirkelige princip. Det skal understreges, at der kun er tale om et forsøg, som der skal arbeides videre på. Bag forsøget er der oprindelig forslag fra en lille kreds af præster for en årrække siden, forslag som jeg skulle redigere færdig, og som jeg siden har ændret en del på.