KAPITEL 7

MESSENS RESTAURERING - I PRAKSIS

Ordet »restaurering» lyder så voldsomt, for i virkeligheden skal der meget lidt til, før den danske højmesse får den meningsfyldte klarhed, som alle andre lutherske liturgier forlængst har fået.

Rent praktisk skal man begynde med helt at følge det gældende ritualet er der nemlig ikke særligt mange præster, der gør! En række lokale traditioner fra en eller anden forgænger i embedet eller private opindelser, man selv har gjort tidligere i sin præstegerning, bør først udrenses Begynder en præst i et nyt embede, bør han nok på indsættelsesagen følge stedets skik. Men inden den følgende søndag, hvor menigheden for første gang ved en almindelig gudstjeneste rigtig »ser præsten an», må han have renset det meste ud. Gudstjenestens plan bør være skrevet tydeligt på maskine både til organist og kirkesanger og bagefter gennemgået med dem. Gør man det på en venlig måde og henviser til ritualet bag i Salmebogen, vil der ingen problemer blive. Alle ved jo, at disse ting bliver lidt anderledes ved et præsteskifte.

Undertiden er det ligefrem en pligt for en ny præst at rydde op i traditioner, hvis tilstedeværelse kan nærme sig slendrian. Der kan være tale om et vers efter evangeliets oplæsning eller et vers efter prædikenen, ja vers andre mærkelige steder, som menigheden kender til bevidstløshed og aldrig mere skænker en tanke. Selv et så godt vers som »Lad verden ...» kan slides op; men det står altså heller ikke i vort højmesseritual, vad mange i menigheden måske tror! Vers omkring nadveren, ja undertiden inde i selve ritualet kan være så fastgroede, så mange undertiden tror, at de hører med til liturgien.

Så er der måske en tilbageflytning af trosbekendelsen fra prædikestoen til alteret, der skal ordnes. Er traditionen med pladsen på prædikestolen gammel på stedet, kan man måske glæde nogen ved stadig at bruge den der i gudstjenester uden nadver. Dermed beviser man også for menigheden, at man ikke er »ritualist»! Selvfølgelig forlanger man ikke at trosbekendelsen skal synges allerede den første søndag; menigheden må godt vide, at en messe både kan være sunget og reciteret. At der kan være sådanne forskelle, er netop værdifuldt og medvirker til at hindre søvndyssende vane. Jeg ved om menigheder, hvor man har lært at synge credo, at man nu gør det altid, også ved enkle prædikegudstjenester, hvorved det en skønne dag kan fornemmes som en hel »bedemølle». Ved at bruge begge måder glæder man flere og undgår »ritualismen».

Da kirkens credo ikke er en eksamen i troslære, men altid har i sig noget af en lovsang - eller når man bruger apostolicum, glæden over dåbens pagt, - bør det normalt synges i højmessen. Den simpleste måde er at lære konfirmanderne at synge det; de lærer det hurtigt og er meget glade for det. Man skal så blot sørge for, at de fleste af dem kommer i kirke en bestemt søndag og sidder på de øverste bænke nær kirkesangeren (der selvfølgelig også skal have øvet sig), og kommer der måske blot en lille flok konfirmander som »forsangere» de følgende søndage, vil det sungne credo være indført i menigheden totalt problemløst. Har man et kor, går det jo endnu lettere.

Vi vender tilbage til den første søndagshøjmesse og kommer til det ofte vanskeligere punkt, nadverritualet. Ja, er man vant til 1912-ritualet, er der næsten ingen problemer. Er dette ikke tilfældet, bør man sige til sine medarbejdere, at det vil man nu bruge - og ikke det, der står i fodnoten med indledningen »Kære Kristi venner ....» Man skal blot tilbyde, at præsten den første månedstid eller to selv synger menighedssvaret »Hosianna i det højeste», indtil alle kan det. Salmen »O, du Guds Lam» kan man blot sætte på nummertavlen, indtil menigheden har lært den udenad.

Men nu kommer det vigtigste: man bør allerede fra denne første søndag flytte om på den meningsløse rækkefølge, 1912-ritualet har fået. Rækkefølgen bør være: sursum corda - sanctus - nadverbøn (»Opstandne Herre og Frelser ....») - nadverindvielse - Fadervor - agnus dei, og derefter uddeling af sakramentet. Hermed har vi ikke blot fået den næsten fælleskirkelige og klassiske rækkefølge, men også den, der giver mening. Efter den festlige lovprisning går man over til den stilfærdige bøn, der fører hen til indvielsen. Indstiftelsesordene, Verba, bør ikke stå alene, uformidlet, og de efterfølges naturligt af Herrens egen bøn og af hymnen med tilbedelsen af det Guds Lam, der nu er hos os i det hellige sakramente. Har man først prøvet denne rækkefølge, er den fra ritualbogen næsten ikke til at finde ud af, for der er ingen logik i den.

Denne rækkefølge skal man have stillet klart op for organisten; men det hele kan formuleres i en enkel regel; efter det andet hosianna skal orglet først på med et amen efter Fadervor og derefter »O, du Guds Lam». Amen efter »Opstandne Herre ... .» kan nemlig udelades. I den bøn, placeret på denne plads, vil det være theologisk korrekt at erstatte ordene »du, som selv er til stede iblandt os ....» med disse: »du, som selv kommer til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom». Først dermed udtrykker bønnen helt vor kirkes lære om realpræsensen; først efter indvielsen, konsekrationen giver de stærke ord mening: »al din kærligheds rigdom».

På denne måde kan en præst fra den første søndag have en god nadverliturgi at leve med f.eks. det første år eller altid på det sted ved blot at bringe leddene i den rette rækkefølge og erstatte eet ord med et andet. Han kan også straks eller lidt senere gå et skridt videre og med tre korte tilføjelser til den autoriserede bøn give den endnu mere skikkelse af en ret indvielsesbøn. Begyndelsen af bønnen gengives her med tilføjelserne i parentes: »(Vi lover og priser dig), opstandne Herre og Frelser, du som selv kommer til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os (ved din Helligånd under dette brød og denne vin -) at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse o.s.v.» Denne nye indledning svarer til andre liturgier, der knytter konsekrationsbønnen sammen med lovprisningen i sanctus. Bønnen om Helligånden svarer til den i andre kirker brugte epiklese. Endelig er det ægte luthersk lære at understrege. at det er det konkrete brød og vin, der nu skal indvies.

Man skal heller ikke være bange for inden alt for længe at gå det skridt videre at indføre en præfation og udskifte 1912-ritualets sanctus fra Johannes Åbenbaring med det fælleskirkelige sanctus fra profeten Esajas kap. 6,3. Man indfører det blot ved en dag at nævne på prædikestolen, at man nu vil gå over til nye melodier i nadverritualet og tilføje en kort bøn, og at der bliver en lille forandring i helligsangen, altsammen taget fra det af liturgikommissionen udsendte forslag, Foreløbige Ændringer. Man skal så blot synge det hele selv de første par måneder, derefter lade kirkesangeren og konfirmanderne lære det, og en dag har man orgel på, og så kan alle det. Igen gælder det, at har man et kor, går det jo meget lettere.

Senere, altså efter indførelsen bør man ved lejlighed i prædikener, i kirkebladet eller ved et menighedsmøde fortælle lidt om meningen med det. F.eks. fortælle, at med denne helligsang lærer kirken, at i nadveren møder vi den hellige Gud på en lignende måde, som profeten Esajas gjorde det i Jerusalems tempel. Den stadige brug af denne »helligsang» kan være med til at føre mennesker ind i den realistiske forståelse af nadverens hellighed, som vor kirke lærer.

Den præfation, som Foreløbige Ændringer giver os mulighed for at bruge, er en såkaldt »skabelsespræfation» der kan være med til at give den hellige nadver helt nye perspektiver. At der ikke blot er tale om noget personligt, sjæleligt, »religiøst»; men at forsoningsofferet på korset og på alteret har med hele vor tilværelse at gøre, også den skabte verden. Ja, at vi virkelig kan gå fra det alter i »fred ud i vor daglige verden, der også er med i Guds forligelse ved Jesus Kristus. Dog skal der foretages en enkelt rettelse. I alle andre liturgier lyder det: »med hele din menighed på jorden og i Himlen»; men de sidste tre ord har liturgikommissionen utroligt nok udeladt. Mon man ikke mere vil synge med Grundtvig: »Helgen her og helgen hisset er i samme menighed», DS 660? Det er netop noget af det vidunderlige ved disse gamle præfationer, at de viser os det fællesskab, vi er i, når vi fejrer den hellige nadver: et fællesskab med alle troende ud over jorden og med alle salige på den anden side - et moment, der altid har været en del af den hellige kirkes messefejring.

Når disse to led af og til forklares for menigheden i prædikenen og man lærer at gå til Herrens bord med de ord som vejviser, bliver alle troende glade derfor. Da denne præfation måske er den mest »folkelige» af alle præfatjoner vil det være klogt at bruge den i langt det meste af kirkeåret, i Hellig tre kongerstiden og Hellig trefoldighedstiden. Derimod kan man roligt efter et års tid indføre de særlige højtids-præfationer, der findes i Prøveritualbogen f.eks. begynde i julen og selvfølgelig gøre opmærksom på det i prædikenen. Enhver altergæst vil opleve det som en berigelse, at nadveren får sin særlige tone i de kirkelige årstiders forløb. Dette styrkes selvfølgelig, når messehagelens farve også skifter, og når man lærer menigheden at synge kirkeårstidens salmer som kommunionssalmer. Hvilken forvandling i forhold til den fuldkommen ens altergang året rundt i sort langfredagsstemning! Ikke underligt, at man så udelader nadveren på første-helligdage de store festdage!

Den klassiske og i alle lutherske liturgier brugte dialog mellem præst og menighed efter »Opløft eders hjerter . . . .» skal man vente med at indføre, selv om den er værdifuld. Den virker meget mere fremmed end det, at præsten beder et par bønner mere. Men man kan roligt ændre præfationens indledning til den klassiske form i overensstemmelse med Prøveritualbogen: »Det er i sandhed værdigt og ret, at vi altid og allevegne» og derefter fortsætte med ritualforslagets »takker og lover dig ....» Man kan eventuelt henvise til DS nr. 300: »Lovsangen er din rettighed».

Ønsker man at restaurere højmessen, bor man altid begynde med nadverliturgien, for det er langt det vigtigste for hele messens indhold, og bærer man sig pædagogisk ad - hvad en lærer i kirken altid skal - giver det sjældent problemer med menigheden. At indføre kyrie og gloria i messens indledning er også nyttigt, selv om disse leds indhold lettere kan erstattes gennem salmevalget. Erfaringen viser, at disse led virker mere fremmed på kirkegængerne end de nævnte ekstra bønner ved nadveren; her bør man bruge længere tid til en tilvænning. Der er selvfølgelig ingen, der kan forhindre en i at indføre dem; det er blot at sætte nr. 364 på nummertavlen det såkaldte »Lille litani» og nøjes med at synge den første halvdel. En god ide er at bruge det nogle år kun i fastetiden; det er der gammel tradition for i vor kirke. Man skal blot ikke bruge melodien fra »Den danske Koralbog», for den er ukendt for næsten alle. Man skal heller ikke bruge Koralbogens kyrie-melodier til »Det store litani», der står s. 11 i Salmebogens tekstafdeling, for de er lige så ukendte. Det mærkelige er, at vi har tre forskellige former for kyrie i vor salmebog, og dog er kyriet endnu ikke officielt indført i vor højmesse!

Parentetisk vil jeg pege på, at det også kan være en berigelse i sognets gudstjenstlige liv at bruge Det store litani f.eks. langfredag og bededag, hvor der ikke bør fejres nadver. Også ved gudstjenester nytårsnat, ved fastegudstjenester og i en missionsuge passer Litaniets stærke tale om bod og bøn særdeles godt. Man kan nøjes med at recitere det og lade menigheden synge kyrie-svarene og senere det kendte svar til forbønsafsnittet. Hele slutningen kan præsten bede alene.

Til højmessens kyrie (samt til Litaniets) vil det bedste være at bruge melodien fra Prøveritualbogens melodihefte. Den vil være delvis kendt for de fleste fra radiotransmissioner fra kirker, der forlængst har indført dette led, og fra morgenandagten i Københavns domkirke, hvor noget fra det samme kyrie lyder. Af pædagogiske grunde vil det nok være klogt i begyndelsen at benytte den danske kyrie-form og ikke den græske.

At præsten derefter synger englenes lovsang fra julenat: »Ære være Gud i det højeste og fred på jorden, i mennesker velbehag», kan ikke være utilladeligt, for det er jo meget almindeligt, at der i den danske gudstjeneste indflettes et skriftsted, f.eks. ved bortsendelsen efter altergangen. At præsten egentlig kun skal sige: »Ære være Gud i det højeste» alene, hvorefter menigheden stemmer i med resten, bør man se bort fra, indtil melodien er kendt for alle. Derefter fortsætter gloria i mange lutherske liturgier på almindelige søndage med, at man synger et vers af nr. 360, »Aleneste Gud i Himmerig», en gendigtning af det egentlige prosa-gloria, den gamle oldkirkelige lovsang »laudamus». Da første vers egentlig kun er en gendigtning af englenes lovsang, bør man bruge det andet vers, der begynder næsten med samme ord som laudamus. Ved højtider kan man udvide, så man synger de sidste tre vers. Men har man et kor, bør det lære at synge det egentlige laudamus - i hvert fald til højtiderne. Så vil det ikke vare længe, inden menigheden synger det med lige så stor glæde, som den synger credo.

Med hensyn til trosbekendelsen bør det nævnes, at også efter den danske kirkes orden er det egentlig nicænum, der hører med til højmessen. Har man et kor, vil det være en berigelse at bruge denne vidunderlige bekendelse i hvert fald til højtiderne og senere måske til hver højmesse. Apostolicum får dermed sin rette plads: ved dåben. Under mindre forhold vil det nok være vanskeligt at bruge nicænum. Man bør alvorligt overveje at gøre det, man har gjort i adskillige liturgier de seneste år, nemlig at flytte credo til dets rette plads efter prædikenen. Det er, når Bibelens ord har lydt i epistel og evangelium og er blevet udlagt i prædikenen, at menigheden kan give sin tilslutning dertil, svare sit ja dertil med ordene: »Jeg tror . . . .» Credos nuværende plads efter evangeliet er i virkeligheden et levn fra den middelalderlige messe uden prædiken. Under disse forhold var placeringen korrekt. Credo kan udgå i messer på hverdage.

At flytte kirkebønnen fra prædikestolen til alteret, den normale plads i alle lutherske kirker, vil være en stor vinding; det er der nu givet tilladelse til i Foreløbige Ændringer. Ved mange gudstjenester synes dette bibelske og uundværlige led i gudstjenesten at være temmelig uænset af mange. En af grundene er, at mange præster har flettet den ind i en lang subjektiv bøn, så dens særlige karakter som menighedens store forbøn er blevet udvisket. En anden grund er dens præg af rudiment, når præster kun nøjes med at bruge den korte formular, der står bag i Salmebogen.

I Prøveritualbogen har man gjort forsøg på at forme nogle virkelige »kirkebønner» nogle af dem med plads til menighedens aktive deltagelse med det gentagne indskud: »Hør os, kære Herre Gud» eller lignende. Den rette plads vil være ved alteret lige efter prædikenen, så der må præluderes lidt på orglet, indtil præsten har fået messeklæderne på igen. Først efter denne bøn kommer offertoriesalmen. Synes man, det er et for stort skridt at foretage denne flytning, kan man begynde med at lade denne flytning ske ved de prædikegudstjenester, der gerne foregår i landsogne hveranden søndag (se note 12). Da fornemmes det som en berigelse, at denne forbønstjeneste får lov at »fylde» noget, netop når altergangen er bortfaldet. Menighedssvarene kender alle fra morgenandagten i Vor Frue kirke i København. Ved sådanne tjenester er den gamle takkekollekt for »ordet» ualmindelig godt egnet at bede straks efter prædikenen, efterfulgt af Fadervor.

Beholder man kirkebønnen på prædikestolen, bør man understrege dette »leds» betydning ved at sige: »Lad os bede kirkebønnen». Endnu bedre vil det være, om man efter lovprisningen efter prædikenen lader menigheden slappe en smule af ved at høre bekendtgørelserne og så bede kirkebønnen, efterfulgt af den apostolske velsignelse. Præstens amen efter prædikenen bevirker uvilkårligt en vis afslappelse hos menigheden, og det kan gå ud over dens aktive deltagelse i den straks påfølgende kirkebøn.

Hermed er givet nogle erfaringer om, hvordan den danske højmesse på en stilfærdig og pædagogisk måde kan få sin rette skikkelse og fylde igen. Under dette restaureringsarbejde skal man aldrig glemme det gamle ord, at »kirken har god tid». I det altsammen skal man hele tiden lade sig lede af kirkens gamle prøvede ordninger. Man må ikke gå så hurtigt frem, at man nødes til at gå et skridt tilbage, for man skal hele tiden have menigheden med sig. Det skal man gøre ved i prædikener og på anden måde, når det er blevet tilvant, at undervise i disse tings værdi. Men man bør endelig ikke lave for megen blæst om det, for netop fordi tingene er kommet på deres rette plads, vil det meget hurtigt fornemmes som noget helt selvfølgeligt. Et godt råd er, at præsten aldrig skal spørge nogen i sognet, ikke engang blandt sine mest fortrolige venner, hvad de synes om det; det kan let bringe ham unødvendig skuffelse. Det giver meget mere opmuntring at se og lytte efter, hvordan menigheden næsten ubevidst drages med ind liturgien. Noget meget vigtigt er, at præsten virkelig kan det, han gør, og dermed lever helt med i det. Er præsten famlende og usikker, virker det ind på menigheden, så det kan fornemmes som »påfund», og det vil hindre den naturlige tilegnelse. Det aller vigtigste er, at menigheden fornemmer præstens glæde over at leve i liturgien; det er noget, der smitter.

 

KAPITEL 8

FORBEREDELSEN TIL MESSEN

Enhver præst har fået indterpet, at prædikenen skal forberedes grundigt: teksten skal læses på grundsproget, der skal studeres kommentarer, og et gennemarbejdet manuskript skal helst ligge færdigt lørdag aften. Det er altsammen i orden; men helligdagens gudstjeneste bør også forberedes på anden måde.

En god og enfoldig beredelse er, at man lørdag aften måske sammen med familien - beder lørdagens aftenbøn fra Salmebogens anden række af daglige bønner, og at man søndag morgen beder den tilsvarende morgenbøn. Salmebogens bønneafdeling anviser også andre gode bønner at bede, inden man går i kirke. At bede dem er sikkert bedre end at bruge tiden til en sidste tilfiling af prædikenen, måske med en del nerver på. Blandt disse bønner vil jeg særligt anbefale nr. 2, Sl. 100 med begyndelsesordene: »Råb af fryd for Herren, al jorden . . . .» Her møder vi et godt, bibelsk motiv for den gudstjeneste, der snart skal begynde, et motiv, der er overset af mange.

Der er også en rig forberedelse i at bede en del af tidebønnerne til søndag morgen. Ikke blot kan de give ro i sindet, til man skal gå ind til den hellige tjeneste; men de giver også vejledning i, hvad der om kort tid skal ske derhenne i kirken. Selv har jeg ikke magtet at bede dem alle; men der aftrykkes her nogle af de salmer og bønner fra Dansk Tidebog 16), som har givet mig mest hjælp til den sidste forberedelse. Jeg giver Davidssalmerne en sådan opstilling, at de eventuelt kan bedes som vekselbøn derhjemme eller i sakristiet sammen med kirkesangeren eller en anden medtjener. Jeg fordelte gerne denne andagt mellem den sidste tid derhjemme og ventetiden i sakristiet.

Først Sl. 95 VENITE (fra Matutinen delvis i Tidebogens særlige udformning):

I. 2. Herren er vor skaber. ¶ Kom lad os tilbede! (Halleluja.)

1. Kom, lad os juble for Herren; lad os råbe af glæde for vor frelses klippe. Lad os komme frem for hans åsyn, og bringe taksigelse, og med salmer lovprise hans navn.

2. Herren er vor skaber. Kom lad os tilbede! (Halleluja.)

1. Thi Herren er en vældig Gud, en stor konge over alle guder. Thi han har ikke forkastet det folk, som han har udvalgt; han holder jo i sine hænder alle jordens grænser. Og bjerglandenes højder er hans eiendom.

2. Herren er vor skaber. Kom lad os tilbede. (Halieluja.)

1. Thi hans er havets dybder, og han har dannet det. Det tørre land grundfæstede hans hænder. Kom lad os tilbede og kaste os ned for Herren, lad os bøje knæ for Herren, vor skabers ansigt, thi han alene er Herren vor Gud, og vi er det folk, han føder, den hjord, som hans hænder leder.

2. Herren er vor skaber. Kom lad os tilbede. (Halleluja.)

1. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

1. 2. Herren er vor skaber. Kom lad os tilbede. (Halleluja.)

Fra Matutinen foreslås også uddrag af Sl. 27:

1. 2. Herren er mit lys og min frelse, ¶ hvem skal jeg frygte?

1. Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte? / Herren er værn for mit liv, for hvem skal jeg ræddes?

2. Når onde kommer imod mig for at æde mit kød / så snubler de, uvenner og fiender.

Om en hær end lejrer sig mod mig, er mit hjerte uden frygt / om krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

2. Om eet har jeg bedet Herren, det attrår jeg: / alle mine dage at bo i Herrens hus.

1. For at skue Herrens livsalighed / og grunde i hans tempel.

2. Thi han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag /skjuler mig i sit telt og løfter mig op på en klippe.

1. Derfor løfter mit hoved sig / over mine fjender omkring mig.

2. I hans telt vil jeg ofre jubelofre, / med sang og med spil vil jeg prise Herren.

1. Ære være Faderen og Sønnen / og Helligånden,

2. Som i begyndelsen, så nu og altid / og i al evighed. Amen.

1. 2. Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte?

Bøn fra Matutinen:

O Gud, vi, takker dig, fordi du har ladet os vågne op til denne dag, og fordi du påny vil lade os høre det glade budskab om Jesus Kristus, som du [på en søndag] har oprejst fra de døde og gjort til Herre over din kirke. Vi beder dig: Oplad ved din Helligånd vore hjerter, så vi tager ret imod frelsens evangelium og efter din vilje vandrer i et helligt levned. Ved denne din Søn, Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

Fra Primen Sl. 84:

1, 2. Salige de, der bor i dit hus, ¶ end skal de love dig.

1. Hvor elskelige er dine boliger, / hærskarers Herre!

2. Af længsel efter Herrens forgårde vansmægted min sjæl, / nu jubler mit hjerte og kød for den levende Gud!

1. Ja, spurven fandt sig et hjem og svalen en rede, hvor den har sine unger - / dine altre, hærskarers Herre, min konge og Gud!

2. Salige de, der bor i dit hus, / end skal de love dig. -

1. Salig den, hvis styrke er i dig, / når hans hu står til højtidsrejser!

2. Når de går gennem tåredalen, gør de den til kildevang, / og tidligregnen hyller den i velsignelser.

1. Fra kraft til kraft går de frem, / de stedes for Gud på Zion.

2. Hør min bøn, o Herre, hærskarers Gud, / lyt til, du Jakobs Gud!

1. Gud, vort skjold, se til / og vend dit blik til din Salvedes åsyn!

2. Thi bedre een dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds huses tærskel / end dvæle i gudløsheds telte.

1. Thi Gud Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære; / dem, der vandrer i uskyld, nægter han intet godt.

2. Hærskarers Herre, / salig er den, der stoler på dig!

1. Ære være Faderen og Sønnen / og Helligån den,

2. Som i begyndelsen, så nu og altid / og i al evighed. Amen.

1, 2. Salige de, der bor i dit hus, end skal de love dig.

Bøn fra Laudes:

Almægtige Gud, du som i nåde har givet os, at vi sammen må frembære vore bønner for dig, og som har lovet, at hvor to eller tre er forsamlede i dit navn, vil du høre deres bønner, opfyld nu, o Herre, dine tjeneres ønske og bøn, således som det tjener os bedst. Giv os i denne verden at kende din sandhed, og skænk os i den kommende verden det evige liv. Ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre. Amen.

De i kap. 3 anførte bønner i forbindelse med iførelse af messeklæderne betyder også en bibelsk forberedelse til at træde frem for Guds alter med den rette intention.

Bortset fra de sidste tre søndage i advent og i tiden fra septuagesima til påske kan man også bede Te Deum. Da meget få i dette land kender denne kirkens største lovsang, skal den anføres her fra Dansk Tidebog:

1. O Gud, vi lover dig.

2. Vi bekender, du er Herren.

1. Dig, evige Fader, / priser den ganske verden.

2. Det samme gør alle engle, / himlene og alle magter.

1. Din pris synger Kerubim og Serafim / med uafladelig stemme:

1, 2. Hellig, hellig, hellig er du Gud, Herre Sebaoth. Himlene og jorden er opfyldt af din Majestætes ære.

2. Dig priser / apostlenes salige kor.

1. Dig ærer / profeternes ophøjede skarer.

2. Dig lover / martyrernes hvidklædte hær.

1. Dig bekender din hellige kirke / ud over jorden.

1, 2. Dig, Fader i højhed over al forstand med din Søn den sande og enbårne og Helligånden vor husvaler.

2. O Kriste, / ærens konning.

1. Du er din Faders Søn / af evighed.

2. Til menneskets forløsning tog du manddom / og skyed ikke Jomfruens skød.

1. Du overvandt den bitre død / og oplod Himlens rige for hver, som tror på dig.

2. Du som sidder ved Guds højre hand / i evig ære med din Fader.

1. Vi tror, du atter komme skal / at dømme levende og døde.

2. Derfor, o Herre, beder vi: hjælp dine tjenere, / som du genløste med dit dyre blod.

1. Giv dem med dine helgen / at få del i din herlighed.

2. O Herre, frels dit folk/ og velsign din arvedel.

1. Led dem / og ophøj dem til evig tid.

2. Vi velsigner dig / fra dag til dag.

1. Og lover dit navn fra evighed / til evighed.

2. Værdiges, Herre, at vogte os for synd / i dag og alle dage.

1. Forbarme dig over os, Herre, / forbarme dig over os.

2. Og lad din miskundhed være over os, Herre, / så som vi haber på dig.

1, 2. Til dig, o Gud, står alt mit håb, / lad mig ikke blive til skamme i evighed. Amen.

Når så bedeslagene har lydt, skulle vi kunne gå frimodigt ind for Herrens alter og bede trinbønnen, den sidste forberedelse til højmessen.

 

KAPITEL 9

EN EVANGELISK-LUTHERSK HØJMESSE

PRÆLUDIUM - TRINBØN

Under præludiet (der kan gå over i et introitus 17), sunget af koret) går præsten frem for alteret (eventuelt bærende kalk og disk), bøjer sig let (anbringer kalk og disk på corporalet), gør korsets tegn fra pande til bryst og siger stille:

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Med håndfladerne samlet foran brystet kan han stille bede Sl. 43. (Kan også bedes vekselvis med diakon eller messetjener).

P. Jeg vil træde frem for Guds alter

D. til Gud, min glædes Gud.

P. Skaf mig ret, o Gud, og strid for mig mod det vanhellige folk, fri mig fra et falsk og uretfærdigt menneske.

D. Thi du er min tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af fjender?

P. Send dit lys og din sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige bjerg og til dine boliger,

D. at jeg må komme til Guds alter, til min glædes Gud, juble og prise dig til cither, Gud, min Gud.

P. Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig?

D. Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud.

P. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

D. som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

P. Jeg vil træde frem for Guds alter

D. til Gud, min glædes Gud.

P. Vor hjælp er Herrens navn,

D. himlens og jordens skaber.

 

INDGANGSBØN - CONFITEOR

Medens degnen beder indgangsbønnen 18), kan P. dybt bøjet ved alterfoden (eller på knæleskamlen) stille bede følgende bønner:

Jeg bekender for den hellige, almægtige Gud, at jeg har syndet såre meget i tanke, ord og gerning (slår sig tre gange for brystet med højre hånd) ved min skyld, ved min skyld, ved min egen store skyld. Derfor beder jeg dig, almægtige Gud: Forbarm dig over mig, forlad mig mine synder og før mig til det evige liv. Amen.

Miskundhed, † tilgivelse og forladelse af vore synder skænke os den almægtige Herre. Amen.19)

P. rejser sig (fra knæleskamlen) og fortsætter bøjet:

Gud, vend dig til Os, og vi skal leve,

D. og dit folk skal fryde sig i dig.

P. Herre, vis os din barmhjertighed,

D. og giv os din frelse.

P. Herre, hør min bøn,

D. og lad mit rab komme til dig.

P. træder op til alteret (eller hen til alterets midte) og beder stille: Borttag fra os vor uretfærdighed, Herre, at vi med rene hjerter værdigt må gå ind til helligdommenes helligdom ved Kristus, vor Herre. Amen.

INDGANGSSALME - INTROITUS

M. synger indgangssalmen, hvorunder P. efter at have gjort korsets tegn stille kan læse dagens introitusvers (evt ved epistelsiden).

KYRIE

Midt for alteret synger P. vekselvis med M. en af disse former:

P. Herre Gud Fader i Himlen! P. Kyrie eleison!

M. Forbarm dig over os! M. Gud Fader forbarm dig!

P. Herre Jesus, verdens frelser! P. Christe eleison!

M. Forbarm dig over os! M. Kriste, forbarm dig!

P. Herre Helligånd, vort lys og vor trøst!

P. Kyrie eleison!

M. Forbarm dig over os! M. Herre Helligånd, forbarm dig!

(Ved højtiderne kan et kor eventuelt synge et nifoldigt kyrie. I fastetiden kan eventuelt synges Litaniet, DS 364).

GLORIA

Idet P. fjerner håndfladerne fra hinanden, fører dem sammen igen og bøjer hovedet let, siger han:

Ære være Gud i det højeste!

Derefter siger P. med samlede hænder - helst sammen med M.:

Og fred på jorden, i mennesker velbehag.

Straks derefter fortsætter P. & M. med 2. vers af DS 360:

Vi love, vi prise og takke dig,

al æren skal dig tilhøre,

o Herre, Gud Fader i Himmerig,

for kærlighed, du os mon gøre!

Du alle ting har i vold og magt,

det alt må frem, som er din agt,

thi frygte vi ingen fare.

Hvor det er muligt - især på festdage - synges i stedet for salmeverset prosa-gloria, det såkaldte laudamus:

Vi lover dig, vi velsigner dig, vi tilbeder dig, vi ophøjer dig, vi bringer dig taksigelse for din store herlighed, Herre Gud, himmelske konge, Gud Fader almægtige. Herre, du enbårne Søn, Jesus Kristus, Herre og Gud, Guds Lam og Faderens Søn, du, som bærer verdens synder, forbarm dig over os! Du, som bærer verdens synder, modtag vor ydmyge begæring! Du, som sidder ved Faderens højre hånd, forbarm dig over os! Thi du alene er hellig, du alene Herre, du alene den højeste, Jesus Kristus med Helliganden i Gud Faders herlighed. Amen.

(Gloria bortfalder på dage med violette og sorte messeklæder).

 

HILSEN og KOLLEKT

P. siger vendt mod M., idet han fjerner hænderne fra hinanden og samler dem igen: Herren være med Eder.

M. Og med din ånd.

P. Lad os alle bede.

Kollekten bedes (eventuelt ved epistelsiden). M. Amen.

 

EPISTEL

Kan eventuelt læses ved epistelsiden.

 

GRADUALE

M. synger en salme (med halleluja bortset fra septuagesima til påske), hvorunder P. stille kan læse dagens graduale (eventuelt ved epistelsiden).

 

EVANGELIUM

Alterbogen bæres eventuelt hen til evangeliesiden. Midt for alteret kan P. stille bede: Rens mit hjerte og mine læber, almægtige Gud, du, som rensede profeten Esajas's læber med et glødende kul, rens også mig således, at jeg værdigt kan forkynde dit hellige evangelium, ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.20)

P. Dette hellige evangelium skriver . . . .

M. Gud være lovet for sit glædelige budskab.

P. læser evangeliet.

 

CREDO

Efter vesterlandsk og gammel dansk, luthersk skik bør bekendelsen helst lyde uden nogen opfordring, men blot med de første ord intoneret af P., hvorefter M. falder i: »Jeg tror på een Gud» (nicænum), eller »Jeg tror på Gud Fader» (apostolicum). Efter mere moderne skik siger P. vendt mod menigheden: Lad os bekende kirkens tro (eller vor kristne tro)!

Midt for alteret, fjernende håndfladerne fra hinanden, hævende dem og samlende dem igen siger P.:

Jeg tror på een Gud,

P. & M.: den almægtige Herre, alt det synliges og usynliges skaber.

Og på een Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra Himlene (her bøjes eller knæles) - og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske - som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på trediedagen ifølge skrifterne og opfor til Himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.

Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegor, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på een, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Jeg bekender een dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv.

M. Amen.

Eller

P. Jeg tror på Gud Fader,

P. & M.: den almægtige, himmelens og jordens skaber.

Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre (her bøjes eller knæles) som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria - pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den aimægtiges højre hand, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Jeg tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse og det evige liv.

M: Amen, amen, amen.

(Apostolicum kan også indledes med forsagelsen, hvorunder P. er vendt mod menigheden: P. & M.: Jeg forsager Djævelen og alle hans gerfinger og alt hans væsen. I dette tilfælde fortsætter P. & M.: Jeg tror på Gud Fader ).

 

PRÆDIKEN

med doksologi, bekendtgørelser og apostolsk velsignelse. Sker kirkebønnen her, kan den anbringes efter bekendtgørelserne med denne indledning: »Lad os bede kirkebønnen!» Sker kirkebønnen for alteret, bør der ikke være en salme forud, men kun lidt mellemspil på orglet under præstens iførelse af messeklæderne. Kommer credo efter prædikenen, kan der være et tilsvarende orgelspil. Efter det sungne credo følger kirkebønnen umiddelbart - gerne reciteret.

 

KIRKEBØN

P. Lad os alle bede.

Styr og reger, o Gud, din hellige kirke overalt på jorden. Foren den i fælles tro og enig gerning. Send trofaste arbejdere ud til din høst, og hold kirkens tjenere til dit salige ord og i et helligt levned. Stands al vrang lære og tom gudsdyrkelse og led dem på den rette vej, som er for førte Giv din Ånd og kraft til ordet - skænk os sejr over vor frelses fiender - trøst de bedrøvede og bange - styrk dem, som forfølges for dit navns skyld.

M. Hør os, kære Herre Gud.

P. Giv alle folkeslag på jorden fred og enighed. Værn vort folk og forsvar os mod dem, der vil os ondt. Velsign vor dronning .......... og al øvrighed, udrust dem med indsigt og handlekraft. Giv frugt på jorden og forstand til at bruge dine gaver. Velsign os i vort jordiske kald.

M. Hør os, kære Herre Gud.

P. Send din hjælp til alle, som er i nød og fare, syge og ensomme, fattige og undertrykte. Gør vel mod dem, som gør ondt imod os. Forbarm dig over alle mennesker.

M. Hør os, kære Herre Gud.

P. Hør, o Gud, vor bøn for alle dine døbte børn, hvor de end færdes, - for din menighed i dette sogn, - for alle, som er nærværende her, - og for dem, der søger dig ved dit bord. (Vi beder for .............). (Ihukom alle dem, der er gået bort, for ......... Vær dem alle nådig. Skænk dem den evige hvile, Herre, og lad dit evige lys lyse for dem. Lad dem hvile i fred). Også os syndere, som håber på din barmhjertighed og tilgivelse, værdiges du at skænke samfund i Himlene med alle dine helgen. Det heder vi alle ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre.

M. Amen.21)

 

OFFERTORIUM

M. synger offertoriesalmen, medens P. (eventuelt ved evangeliesiden) kan læse dagens offertorievers. Under denne salme, straks fra dens begyndelse kan M. gå offergang og lægge sin gave i en offerskål ved altrets nordre ende. 22)

Under denne salme bereder P. nadverelementerne. Idet han frembærer brødet på disken, kan han gøre korstegn dermed og stille bede følgende bøn:

Lovet være du, Herre vor Gud, verdens Skaber, for brødet, som vi har modtaget af din gavmildhed. Dette brød, frembragt af jorden ved menneskers virke, bærer vi frem for dig. Lad det for os blive livets brød.

Idet P. frembærer vinen i kalken, kan han gøre korstegn dermed og stille bede følgende bøn:

Lovet være du, Herre vor Gud, verden Skaber, for vinen, som vi har modtaget af din gavmildhed. Denne vin, frembragt af vinstokken ved menneskers virke, bærer vi frem for dig. Lad den for os blive frelsens kalk.

P. kan nu foretage en håndtvætning og stille læse følgende ord fra Sl. 26: Jeg vil tvætte mine hænder i renhed, at jeg kan gå omkring dit alter, Herre, for at istemme takkesang, fortælle om dine undere. Herre, jeg elsker dit hus, det sted, hvor din herlighed bor. Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Efter beredelsen kan P. stille bede:

O Gud, du der åbner din hånd og over al måde velsigner dem, hvis hu står til dig. Tag i nåde imod vor tilbedelses og kærligheds offer. Se, vi kommer til dig og frembærer med disse din godheds gaver os selv, vort legeme, vort hjerte og sind og alle vore evner. - Ydmygt beder vi dig: Se ikke til vore synder, men se hen til din Søns rene og lydefri offer og modtag os nåde. Hør vore bønner og hjælp os, at vi forenede med dig må blive lydige i tanke, ord og gerning. Amen.

Tre former for nadverliturgien indtil konsekrationen. - De bør alle indledes med:

P. Herren være med Eder. M. Og med din ånd.23)

I. Efter Prøveritualbogen af 1963:

 

PRÆFATION

Indledning A.

P. siger vendt mod menigheden: Opløft eders hjerter til Herren! Lad os prise hans navn!

Indledning B.

P. siger vendt mod menigheden: Opløft eders hjerter!

M. Vi opløfter vore hjerter.

P. Lad Os takke Herren, vor Gud!

M. Det er værdigt og ret.

 

Efter A og B fortsættes således:

P. siger vendt mod alteret med hænderne fjernet fra hinanden, indtil de samles igen ved Hellig, hellig ....

Det er i sandhed værdigt og ret, at vi altid og allevegne takker dig, Gud Fader almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre ....

I advent, helligtrekongerstiden og trinitatistiden:

Du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os daglig af din fylde ....

I juletiden:

.... som for vor skyld blev menneske, for at vi ved ham skulle blive Guds børn ....

I septuagesimatiden, fasten og på langfredag:

.... han er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen for at give verden liv ....

I påsketiden:

Han er det rette paskelam, som ved sin død tilintetgjorde vor død og ved sin opstandelse gengav os livet ....

På Kristi himmelfartsdag og søndagen derefter:

.... han, som er ved din højre hand og altid gar i forbøn for os ....

I pinsedagene:

.... han, som har sendt os sin Ånd og kalder og samler sin menighed ud af alle folkeslag på jorden ....

Med hele din menighed på jorden og i Himmelen, i kor med alle engle synger vi din herligheds lovsang.

SANCTUS - BENEDICTUS

M. Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige!

Himmelen og jorden er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste!

P. Velisignet være han, som kommer, i Herrens navn!

M. Hosianna i det højeste! 24)

 

NADVERBØN

P. Lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede Søns rige. Vi ihukommer med taksigelse (hans hellige fødsel), hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse og himmelfart og forventer hans komme i herlighed. Vi beder dig: send din Helligånd over os og (med hænderne udstrakt) over disse gaver og gør dem til vor Herres Jesu Kristi legeme og blod, så vi ved dem må få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv.25)

VOR HERRE JESUS KRISTUS I DEN NAT ....

(fortsættes side 63)

II. Efter Foreløbige ændringer af 19732

PRÆFATION

P. siger vendt mod M.:

Opløft Eders hjerter til Herren! Lad os prise hans navn!

P. siger vendt mod alteret med hænderne fjernet fra hinanden, indtil de samles igen ved Hellig, hellig ....

Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige ved Jesus Kristus, vor Herre. -

Du skabte himlen og hele dens hær, jorden og alt, som er derpa. Liv og ånde giver du os, mætter os daglig af din fylde. -

Derfor vil vi med hele din menighed på jorden (og i Himmelen), i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang:

 

SANCTUS - BENEDICTUS

M. Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige!

Himlen og jorden er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste!

P. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

M. Hosianna i det højeste!

P. (Vi lover og priser dig), opstandne Herre og Frelser, du som selv er (kommer) til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os (med hænderne udstrakt over gaveme) (ved din Helligånd under dette brød og denne vin) at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd og styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter; gør os faste i det evige livs håb, giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive eet i dig, ligesom du er eet med Faderen -

VOR HERRE JESUS KRISTUS I DEN NAT ....

(fortsættes side 63)

 

III. Efter nadverritualet af 1912:

PRÆFATION

P. siger vendt mod M.:

Opløft Eders hjerter til Herren! Lad os prise hans navn!

 

SANCTUS - BENEDICTUS

P. siger vendt mod alteret:

Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den almægtige, han som var, og som er, og som kommer!

M. Hosianna i det højeste!

P. Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

M. Hosianna i det højeste!

(I stedet for ovenstaende kan bruges nadverformaningen, der begynder med »Kære Kristi venner!» Den er velegnet til hjemmealtergang).

 

NADVERBØN

P. (Vi lover og priser dig), opstandne Herre og Frelser, du som selv er (kommer) til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom. Giv os (med hænderne udstrakt over gaverne) (ved din Helligånd - under dette brød og denne vin) at modtage dit leg†eme og bl†od til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd og styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter; gør os faste i det evige livs håb, giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive eet i dig, ligesom du er eet med Faderen -

VOR HERRE JESUS KRISTUS I DEN NAT ....

(fortsættes nedenfor)

Alle tre former fortsetter således:

KONSEKRATION

P. Vår Herre Jesus Kristus tog (P. tager patenen med begge hænder og hæver den en smule) i den nat, da han blev forrådt, et brød, tak†kede (P. gør korstegnet med den højre hånd) og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag dette og æd det;

DET ER MIT LEGEME,

som gives for Eder, gør dette til min ihukommelse. (P. eleverer og kan derefter knæle eller bøje sig et øjeblik).

Ligeså tog (P. tager kalken med begge hænder og hæver den en smule) han også kalken efter aftensmåltidet, tak†kede (P. gør korstegnet med den højre hånd), gav dem den og sagde:

DENNE KALK ER DEN NYE PAGT VED MIT BLOD, SOM UDGYDES FOR EDER TIL SYNDERNES FORLADELSE.

Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse. (P. eleverer og kan derefter knæle eller bøje sig et øjeblik).

 

FADER VOR

P. Lad os alle bede (som vor Herre Jesus Kristus selv har lært os):

Fadervor, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje, som i Himmelen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; og led os ikke i fristelse; men fri os fra det onde; thi dit er riget og magten og æren i evighed.

M. Amen. (Kan eventuelt bedes højt af alle). 26)

Eller:

AGNUS DEl

O, du Guds Lam! med korsets skam,

du bar al verdens synder,

derfra al trøst begynder;

miskundelig forbarm du dig!

O, du Guds Lam! med korsets skam,

du bar al verdens synder,

dermed al fred begynder;

af kærlighed giv os din fred!

O, du Guds Lam! med korsets skam,

du bar al verdens synder,

derfra vort liv begyn der;

vor død til trods opliv du os!

P. O, du Guds Lam, som bærer verdens synder.

M. Forbarm dig over os!

P. O, du Guds Lam, som bærer verdens synder.

M. Forbarm dig over os!

P. O, du Guds Lam, som bærer verdens synder.

M. Giv os din fred! 27)

 

FORBEREDELSE TIL KOMMUNIONEN

P. kan stille bede:

Herre, Jesus Kristus, du som har sagt til dine apostle: Fred efterlader jeg Eder, min fred giver jeg Eder, se ikke til mine synder, men til din kirkes tro, og giv den efter din vilje fred og enhed, du, der lever og regerer som Gud fra evighed til evighed. Amen.

(Bruges Prøveritualbogens nadverbøn, kan følgende bøn fra 1912-ritualet eventuelt bruges i sin originale skikkelse som forberedelse til kommunionen:

P. Opstandne Herre og Frelser, du som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd og styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter, gør os faste i det evige livs håb, giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle din troende må blive eet i dig, ligesom du er eet med Faderen.

M. Amen.)

P. kan her løfte en hostie over patenen og vise den til menigheden med følgende ord: Se det Guds Lam, som bærer verdens synder!

 

KOMMUNIONSSALME OG KOMMUNION

Hostien uddeles under følgende ord:

Dette er Jesu Kristi legeme.

Kalken uddeles under følgende ord:

Dette er Jesu Kristi blod.

Inden sin egen kommunion kan P. stille bede:

Jeg vil tage brødet, som kommer ned fra Himlen, og påkalde Herrens navn. (Når han tager hostien) Herre, jeg er ikke værdig, at du skal gå ind under mit tag, men sig blot et ord, så bliver min sjæl helbredt.

Dette er Jesu Kristi legeme. (Her kan P. knæle eller bøje sig dybt).

Hvorledes skal jeg gengælde alle Herrens velgerninger mod mig? Jeg vil løfte frelsens kalk (P. tager kalken) og påkalde Herrens navn. Med lovsang vil jeg påkalde Herren, og jeg skal være tryg for mine fjender.

Dette er Jesu Kristi blod. (Her kan P. knæle eller bøje sig dybt).

Efter hvert hold altergæster vender P. sig mod M. med kalken i begge hænder og siger: Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet Eder (os) sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldes for alle Eders (vore) synder, han styrke og opholde Eder (os) derved i en sand tro til det evige liv.

Med kalken gør P. korstegnet og siger: Gå i Herrens † fred!

P. ordner disk og kalk (se note 9), hvorunder han stille kan bede:

Lad os i et rent hjerte bevare, hvad vi med munden har modtaget, at den gave her i tiden må blive os et middel til evig frelse. Amen.

Medens M. afslutter nadversalmen, kan P. (eventuelt på epistelsiden) stille læse dagens kommunionvers.

 

MESSENS SLUTNING

P. Lad os alle bede. (Eventuelt på epistelsiden).

Vi takker dig, Herre vor Gud, almægtige Fader, fordi du i din barmhjertighed vederkvæger os med disse livsalige gaver. Vi beder dig, at du vil lade disse dine gaver komme os ret til gode, til at styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende i vore hjerter, for din Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld, (han som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed). 28)

M. Amen.

Eller:

Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for din usigelige nåde, at du ved din Søn, vor opstandne frelser har givet os dit ord og dine sakramenter! Vi beder dig: giv os din Helligånd. så vi af hjertet må tro dit ord og ved de hellige sakramenter dag for dag styrkes i troen, indtil vi bliver evindelig salige ved din Søn, vor Herre Jesus Kristus, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, een sand Gud fra evighed og til evighed.

M. Amen.

P. Herren være med Eder. 29)

M. Og med din ånd.

P. Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

M. Amen, amen, amen.

 

UDGANGSSALME OG UDGANGSBØN

P. kan lukke alterbogen, tage disk og kalk, og idet han bøjer sig, forlade alteret og i sakristiet tage messeklæderne af. Derefter kan han eventuelt sætte sig i en stol i koret.

Under degnens udgangsbøn 30) kan P. eventuelt knæle på skamlen og bede følgende bøn fra bønnebogen i DS nr. 9:

Vi takker dig, hellige Fader for dit hellige navn, som du har ladet tage bolig i vore hjerter, og for kundskaben, troen og det evige liv, som du har åbenbaret os ved din tjener, Jesus. Dig være ære i al evighed!

Du, alrnægtige hersker, skabte det altsammen for dit navns skyld. Mad og drikke har du givet mennesker at nyde, for at de skulle takke dig; men os gav du åndelig mad og drikke og evigt liv ved din tjener, Jesus. Dig være ære i al evighed!

Herre, kom din menighed i hu, så du udfrier den fra alt ondt og fuldender den i din kærlighed. Som brødet var spredt ud over agrene, men blev samlet til eet, således samle du din menighed fra jordens ender ind i dit rige!

Lad nåden komme og denne verden forgå! Ja, kom, Herre Jesus!

Amen.

 

POSTLUDIUM31)