Tjenesten ved Alteret

Præsten og forfatteren Peter Schindler fortæller i en af sine rejsebøger om den glæde, ja munterhed, der kan præge troende katolikker efter morgenens messe. Den samme glæde må også være i os, når vi forlader kirken efter messen. Vi erjo »sendt bort med fred», forligt med vor Gud og Skaber ved Jesu Kristi offer, rakt os i sakramentets skikkelse fra Herrens alter. Dermed må vi også være forligt med vore medmennesker i verden og forligt med det liv, vi går ud i, med de kår, som nu engang er blevet vores. - I den i forordet nævnte bog af Gabriel Koch fortælles om en præst, der »for alteret efter prædikenen altid læste og overvejede sin tekst til næste søndag». Hvilken misforståelse! Nej, det skal vi ikke tænke på nu, vi skal blot glæde os og sige tak!

Til et af de yngste såkaldte »lag» i den romerske messe hørte læsning af »slutningsevangeliet», Johs. 1 ,1 - 14; nu bruges det vist ikke mere. Men mange evangelisk-lutherske præster har haft glæde af at læse det som en taksigelse efter messen. Særlig det sidste vers passer netop til situationen nu: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed » Det er jo inkarnationens under, der også ligger bag den hellige nadvers under. Om inkarnationen synger vi med Grundtvig (DS 89,2): »underlig klædt i kød og blod, / kom på vor brøst at råde bod!» Med fuld theologisk ret om end ikke så poetisk - har nogen omskrevet disse linjer, så de gælder Kristi komme til sit alter: »underlig klædt i brød og vin, / kom på vor brøst at råde bod!» For begge disse Guds store gerninger tilføjer vi af hele vort hjerte: »O, Gud ske lov!»

I sakristiet, eller når vi er kommet hjem, kan vi med tak læse nogle af de rigeste vers i Den hellige Skrift:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud; hans navn var Johannes. Han kom til et vidnesbyrd for at vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn. De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Derefter kan vi bede Sl. 150, den sidste Davids-salme, den gladeste af dem alle:

Halleluja! Pris Gud i hans helligdom, / pris ham i hans stærke hvælving. Pris ham for hans vældige gerninger, / pris ham for hans mægtige storhed.

Pris ham med hornets klang, / pris ham med harpe og citer.

Pris ham med pauke og dans, / pris ham med strengeleg og fløjte.

Pris ham med klingre cymbler, / pris ham med gjaldende cymbler. Alt, hvad der ånder, / pris Herren! Halleluja!

Ære være Faderen og Sønnen / og Helligånden.

Som i begyndelsen, så nu og altid / og i al evighed. Amen.³²⁾

KAPITEL 11

Appendiks 1
Om
SKRIFTEMÅLETS PLADS I MESSEN

Det er et meget vanskeligt spørgsmål at behandle i korthed. Generelt må det fastslås, at skriftemålet ikke hører messen til.³³⁾ I Conf. Aug. artikel 25 forudsættes det, at kommunikanterne har været til skriftemal inden modtagelsen af nadveren. Endnu ind i dette århundrede har det været skik, at der var skriftemål i enkelte danske kirker lørdag eftermiddag

- som man ser det i landene mod syd i dag. J. Paludan-Müller nævner i sin i forordet omtalte bog, at på hans tid o. 1870 lagde mange præster vægt på, at skriftemalet afholdtes om lørdagen, adskilt fra nadveren. Men derfra er skriftemålet langsomt gledet ind på pladsen før højmessen og er senere gledet helt ind messen og har der ofte til sidst helt mistet sin karakter af skriftemål - og er endelig helt forsvundet de fleste steder.

Næsten alle nyere lutherske liturgier røber spørgsmålets vanskelighed. I en række tilfælde er resultatet blevet en skriftemålspræget bodsakt som en forberedelse til messen. Da kyrie og gloria (sammen med kollekten) gerne regnes til messens »forberedelse», bliver en art syndsbekendelse ofte knyttet sammen med kyriet og en nådestilsigelse (normalt i optativ form) knyttet til gloria. Vi er mange, der er overbevist om, at dette er en forkert løsning.³⁴⁾ For det første gælder det bibelske kyrieråb meget mere end en bøn om tilgivelse; det dreier sig om al menneskelig nød. Og glorias lovsang gælder hele inkarnationens rigdom, der er mere end tilgivelse. - For det andet kan en sådan ordning være med til at fjerne den sidste rest af det, vi kalder »skriftemålet», den personlige absolution tilsagt den angrende det, som nogle af vore bekendelsesskrifter regner for et sakramente, fordi det har Kristi befaling og løfte.

Både ud fra Conf. Aug. og Luthers lille Katekismus bør vi altid opmuntre til at bruge det private skriftemål. Men selv om denne handling forsømmes meget i vor kirke, bør det fastslås, at det såkaldte »fælles skriftemål» virkelig er et ret skrifternål. Efter luthersk opfattelse er det ikke opremsningen af de enkelte synder, der er det afgørende, men anger, syndsbekendelse og absolution.

På baggrund af en praksis, der krævede, at folk skulle møde op i kirken allerede lørdag eftermiddag for at komme til skrifte, burde alle præster stride for i det mindste at bevare skriftemålet lige før gudstjenesten eller genindføre det, hvor det er gået af brug. Dette kræver i hvert fald tre ting: 1) At man underviser flittigt i skriftemålets betydning. 2) At man måske nøjes med skriftemål blot een eller to gange om måneden, men så til gengæld understreger begivenheden kraftigt. 3) At man finder en klar og meningsfyldt form derfor.

Med mange års erfaring som baggrund foreslås her en form, der understreger handlingens »saglighed». Der begyndes et kvarter før messen; hvis der overhovedet skal synges, må det højst være et par vers til indledning, klippet ud af vore stærkeste bodssalmer og med mindst mulig aktivitet fra orglets side. Skriftetale er normalt unødvendig, da det let bliver en ekstra prædiken. Efter en kort apostolsk hilsen siger P.: »Lad os som hjælp til at skrifte vore synder ret for Gud høre hans hellige bud». Derefter læses de 10 bud og det store bud i loven.³⁵⁾ Ved at høre disse klare og for det meste hverdagsagtige befalinger kan vor »private» bekendelse overfor Gud lettere få noget af det konkrete indhold, som et almindeligt privatskriftemål har. (Vi må dog vide, at syndsbekendelsen i et sådant »hørligt» skriftemål også ofte bliver klicheagtig).

P. nævner nu det apostolske løfte: »Hvis vi bekender vore synder, er Gud trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed» (1. Johs. 1,9). Idet P. peger på alterskranken, siger han: »Lad os derfor bøje os for Gud og bekende vore synder», og knæler selv ned foran alteret. Som syndsbekendelse foreslås her kirkens enkle og uopslidelige confiteor, der har været brugt daglig i messen i mange århundreder:³⁶⁾

»Jeg bekender for den hellige, alrnægtige Gud, at jeg har syndet såre meget i tanke, ord og gerning ved min skyld, ved min skyld, ved min egen store skyld. Derfor beder jeg dig, almægtige Gud: Forbarm dig over mig, forlad mig mine synder og før mig til det evige liv. Amen».

Derefter henviser P. de skriftende til den myndighed, der overhovedet giver det mening, at de er mødt op til denne handling før gudstjenestens begyndelse. Det kan ikke gøres tydeligere end med afløsningsformlen fra Kirkeritualet, som den gengives i Biskoppernes Vejledning (med et par tilpassende småændringer):

»Fordi ³⁷⁾ I af hjertet angrer og fortryder jeres synder og i en stadig tro henflyr til Guds barmhjertighed i Kristus Jesus og lover ved Guds nåde at beflitte jer på et bedre liv herefter, da kan jeg på Guds og mit embedes vegne, efter den magt og myndighed, Gud selv har givet mig ovenfra til at forlade synderne på jorden, tilsige jer alle jeres synders forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn».

Nu skulle den helt personlige absolution rækkes med håndspålæggelse, så enhver er klar over, at det er mig, den enkelte, det gælder. Men her har den almindelige praksis svækket sagen. Hvorfor dog ikke give absolutionen til hver enkelt person i stedet for at »ordne» to på een gang? Der er desværre sjældent så mange skriftende, at der ikke skulle kunne blive tid nok. Men der er tre muligheder for at spare tid på en anden måde, og samtidig gøre tilsigeisen endnu mere klar. For det første bør præster afskaffe det meningsløse »amen», de gerne tilføjer efter hver tilsigelse; det står ikke engang i ritualet. For det andet kan man roligt undlade de mange gange at gentage ordene: »i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn». Det er jo lige sagt højt og tydeligt til alle! Det vil i hvert fald være tilstrækkeligt, hvis P. gentog ordene for hvert »hold». Og for det tredje: Hvorfor ikke stryge ordet »nådige» i tilsigelsen? En tilsigelse er da i sig selv »nådig»; ordet står iøvrigt ikke i Kirkeritualet.

Således bør P. sige til hver enkelt: »Jeg tilsiger dig alle dine synders forladelse». (I virkeligheden burde vi efter Skriftens klare tale og de lige nævnte ord fra Kirkeritualet sige: »Jeg tilgiver dig alle dine synder»). Efter den sædvanlige apostolske opmuntring fra Fil. 1,6: »Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag» - afsluttes handlingen med ordene: »Gå bort i † fred!»

Desværre er skriftemålet i dag ofte flyttet helt ind gudstjenesten og er blevet en handling, der bryder den gamle messes forløb. Som den bodsakt, det skulle være, strider det imod den eukaristiske fest, som en ret højmesse er. - For at korte af vælger nogle præster det både bibelsk og evangelisk-luthersk forkastelige blot at træde frem med følgende erklæring til alle: »Så tilsiger jeg jer alle » Når der ikke er gået en syndsbekendelse forud og måske ikke engang ordene fra 1912-ritualet om at »angre og henfly til Guds nåde», er det vist tvivlsomt, om vi her har ret til at tilsige syndsforladelse »i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn». Det kan endda opleves, at præster uddeler syndsforladelse med håndspålæggelse, det stærkeste ydre tegn - som ikke engang Romerkirken bruger - uden nogen syndsbekendelse og uden de nævnte ord fra ritualet. Så er skriftemalet vist blevet lige så misbrugt som på Luthers tid!

For at være et ret skriftemål skal der også med denne placering være tid til en regulær syndsbekendelse, tid til at nævne vilkåret, anger, og tid til den helt personlige absolution til den enkelte. Er det i en menighed umuligt at flytte skriftemålet, så må det foregå dér! Stryger man det helt, så er dermed vidnesbyrdet om en af Herrens egne indstiftelser helt forsvundet, og det bør ikke ske. Måske burde skriftemålet - på denne forkerte plads - kun afholdes een gang om måneden for de anfægtedes skyld og som et vidnesbyrd. Så vil menigheden andre søndage kunne opleve messen uden dette indskud, og man vil få en nyttig demonstration af, at skriftemål og nadver er to ting. -

Præster burde også tage mod til sig og ved visse lejligheder afholde en regulær »skriftemåls-gudstjeneste» (som man kan gøre i andre kirker), hvor prædikenen er en skriftetale, og skriftemålet får nadverens plads. Det ville passe fint ved en gudstjeneste som afslutning på en såkaldt missionsuge - eller ved en aftengudstjeneste i fastetiden.

KAPITEL 12

Appendiks 2
om
DÅBENS PLADS I MESSEN

Det forholder sig med dåben som med skriftemålet, at den principielt ikke hører med til messen, har ikke en naturlig plads i selve messens struktur. Men det betyder ikke, at dåben ikke kan have en god plads i forbindelse med messen. - I de prædike-gudstjenester uden nadver, der gerne holdes hveranden søndag i kirker på landet, kan dåben få en meget fin placering netop på nadverens plads efter prædikenen. Så kan den gode kollekt »om ordet» bedes på prædikestolen, medens takkekollekten for dåben kan bedes fra alteret før velsignelsen. Dåbsfølget kan så danne en smuk udgangsprocession, medens menigheden reiser sig som en lykønskning til den nydøbte. Undertiden kan det lykkes i ret vid udstrækning at få en del af disse prædike-gudstjenester til også at blive dåbs-gudstjenester.

I store sogne med mange dåb de fleste søndage bør man følge Prøveritualbogens anvisning: at holde særlige dåbsgudstjenester. Ved en sådan lejlighed kan dele af søndagens liturgiske stof anvendes, og der kan holdes en regulær prædiken tilpasset den særlige situation med måske en del børn og unge i kirke. Dette er praktiseret flere steder her i landet.

I Biskoppernes Veiledning er anvist den theologisk og liturgisk set aller dårligste plads for dåben, nemlig efter salmen efter prædikenen. Måske kunne denne skik være praktisk anvendelig, dengang kun en minoritet af kirkegængerne gik til alters, medens den store flok forlod gudstjenesten efter prædikenen. I dag er denne placering vist forladt overalt. I stedet for synes Prøveritualbogens generelle anvisning at være blevet den almindelige: efter oplæsningen af evangeliet fra alteret. Jeg tror, denne placering nu er så gennemprøvet, at svaghederne dermed bliver mere og mere åbenbare.

Det alvorligste er, at dåben nu optager en ofte helt dominerende plads i der messe, der for reformatorerne »ikke var andet end den hellige nadvers brug». Ja, denne anvisning betyder, at menighedens credo udgå af søndagens højmesse! Bekendelsen som dåbs-tilspørgsel til et ganske bestemt menneske med navns nævnelse kan da ikke være det samme som menighedens bekendelse af sin tro. I messens sammenhæng har denne bekendelse af, at »Kristus er Herre», også noget af lovsangens karakter - det der tydeliggøres ved, at den synges, og endnu mere ved, at man bruger nicænum. Jeg kender en række eksempler på, at denne placering også har fået den næsten utrolige konsekvens, at man erstatter takkekollekten for nadveren med takkekollekten for dåben. Åbenbart mener man ikke, det er så nødvendigt at takke for »det allerhelligste sakramente» som at takke for dåben - på et tidspunkt, hvor dåbsfølget forlængst er over alle bjerge! Takkekollekten for dåben bør selvfølgelig bedes, medens dåbsfølget er til stede; men da lyder den næsten aldrig. Man bør nok på den plads bruge den kortere kollektafslutning. Derimod giver det mening, hvis man fulgte Foreløbige Ændringer og brugte den fine kollekt til 1. søndag efter påske, når der både er nadver og dåb i messen - eller i forbindelse med messen.

I sogne, hvor dåben kun sker med en del søndages mellemrum, kan placeringen før prædiken kun anbefales, hvor man også har tid til at lade menighedens credo lyde. I sogne, hvor de fleste kender familien, der bringer sit barn til dåb, er der baggrund for det, når man taler om, at »menigheden skal slutte op» om denne handling. Derimod i store sogne, hvor der søndag efter søndag døbes flere børn, og kirken skiftevis næsten fyldes og tømmes af et gerne kirkefremmed dåbsfølge, må det betegnes som romantik, at den beskedne flok, der er tilbage, blot skulle glædes over de mange børns dåb, de har fået lov at overvære. Denne massedåb hver søndag vil tværtimod fornemmes som en uendelig lang indledning til messens prædiken og altergang. Det er et urealistisk krav at stille kirkegængerne, ikke mindst i en tid, hvor der sukkes over, at gudstjenesten er for lang og trættende.

I store sogne med mange dåb bør man derfor placere dåben efter kommunionen og efter takkebønnen for nadveren, men før velsignelsen. Så er det ikke mere en tvangsforanstaltning, men en frivillig sag, hvor mange af menigheden, der vil være med til dåben. Som man ikke med nogen ret kan kræve, at alle skal blive i kirken og overvære andres altergang, kan man ikke kræve, at alle skal overvære andres dåb! På den plads er den egentlige højmesse færdig; som før sagt hører udgangsbønnen ikke nødvendigvis med. Man kan også placere dåben lige efter højmessen; da vil der være plads til en kort tale.

Den bedste plads for dåben, når den ikke sker for tit, og der ikke er for mange børn, vil være i messens indledning også en gennemprøvet ordning. I dette tilfælde foregår dåbsprocessionen under præludiet, medens menigheden reiser sig (som ved konfirmationen). Efter indgangsbønnen vil der være en kort dåbssalme. Først når dåbsfolkene har forladt kirken, synges introitus, indgangssalmen, der blot skal være ret kort, - og hermed er den normale messe i gang.