NOTER

1. Når ordet »messe» er det ord, der i denne fremstilling ofte bruges om nadvergudstjenesten, er der en række grunde dertil. »Nadvergudstjeneste» og »altergangsgudstjeneste» er mere besværlige udtryk. Det almindeligt brugte ord »højmesse» dækker for dårligt, da det i danske ører normalt betyder en søndagsgudstjeneste kl. 10. Samtidig betyder »højmesse» i den vesterlandske tradition gerne mere end vores højmesse, nemlig en højtidelig gudstjeneste med flere præster medvirkende. Desuden bruges på dansk endnu ordet »fromesse», og vi er nogle, der uden at blive misforstået længe har brugt ordet »aftenmesse». I øvrigt er ordet »messe» alene ikke ualmindeligt i gammel dansk luthersk tradition, ikke blot på Kirkeordinantsens tid (se note 2), men også i Kirkeritualet (se note 3), ja også hos de gammelgrundtvigske kan vi møde det. Endnu op i vor tid har man brugt ordet »messefald» i dets helt bogstavelige betydning som navn på en gudstjeneste, ledet afdegnen, hvor messen derfor bortfalder. - Supplerende kan oplyses, at både på færøsk, islandsk og svensk er ordet »messe» endnu det gængse udtryk.
2. »Den danske Kirkeordinants af 1539 og andre aktstykker ..» v. Max Olsen, København 1936.
3. »Damnarks og Norges Kirkeritual». Ny Udgave v. Andreas Krogh, København 1855.
4. Helge Fæhn: Høymessen igår og idag. Universitetsforlaget, Oslo 1977, side 84.
5. Regin Prenter: Skabelse og Genløsning. København 1955, side 533 og 537.
6. 129 Salmer. Tillæg til Den danske Salmebog, Fredericia 1981, nr. 940.
7. Samme, nr. 942.
8. Denne gamle kirkeskik kan også angive den simpleste måde, hvorpå man kan løse et problem, der er dukket op de seneste år, spørgsmålet om alkoholikeres altergang. I stedet for det alvorlige overgreb at ændre nadverens af Kristus brugte element kan man fortynde med vand. Måske gjorde man netop det den første skærtorsdag aften efter jævne folks skik dengang. På alteret bør der altid stå et glas eller en lille kande med vand. - En anden løsning er altid at hælde ganske lidt i særkalkene i stedet for, som mange præster gør det, fylde dem næsten helt op. En tredje løsning kan være at uddele nadveren under een skikkelse selvfølgelig efter aftale med vedkommende altergæst. Indvender nogle, at dette vil være en »katolsk» praksis, som reformatorerne engang gjorde oprør imod, kan der dertil svares, at her er der tale om en nødsituation. Hvor man forgriber sig på Kristi egen indstiftelse og indfører frugtsaft eller lignende, vil det være hele menigheden, der tvinges til at modtage nadveren under een skikkelse - eller måske ikke engang det ....
9. Den gamle skik med fælleskalk, som alle drikker af, og som er bevaret i andre lutherske kirker, bl.a. i Sverige og i Tyskland, har sin klare bibelske begundelse i Jesu ord: »Drik alle heraf» og udtrykker fællesskabet mellem kommunikanterne, der har del i den ene kalk, jvf. 1. Kor. 10,16-17. Man kan hjælpe til, at denne værdifulde skik ikke helt forsvinder i den danske kirke ved, at man bruger fælleskalk ved særlige lejligheder, hvor kun få eller en særlig kreds er samlet. Ved hjemmekommunion vil det ofte føles meget naturligt. Ved sådanne lejligheder skal man blot gøre opmærksom på det, inden handlingen begynder, for det bør altid være en frivillig sag. - Når vi i vor kirke af hygiejniske grunde er gået over til at bruge særkalke, bør i det mindste præsten drikke af fælleskalken og tømme den, så der ikke bliver noget til overs. Han kan endvidere skylle den med vand og drikke det og bagefter tørre kalken med en serviet af linned. Dette vil være et udtryk for respekt for realpræsensen, idet præsten er ansvarlig for, at i den kalk, der er ham betroet, ikke er noget af Herrens blod til overs.
10. Tage Lunn: Danske kirkevidnesbyrd om nadveren. Re-formatio 1963, side 36.
11. Man kan også bruge en ikke så gammel skik i Romerkirken og i højkirkelige kredse i England og Sverige og i mindre grad hos os: I dette tilfælde lægges den omtalte serviet med den nævnte sammenfoldning, så den hænger over kalken alene. Ovenpå lægges nu patenen og ovenover den igen den såkaldte »palla», en kvadratisk papskive, beklædt med hvidt lærred. Alt dette indhylles i »velum», der er et kvadratisk stykke tøj af samme farve og stof som messehagelen. Det er på forsiden forsynet med et kors svarende til stolaens. Ovenover det altsammen lægges »bursa», en lille mappe med samme oversidestof som velum, evt. forsynet på forsiden med et kors; indeni er den beklædt med hvidt lærred. Den indeholder det førnævnte corporale, lagt sammen i tre dele på hvert led.
    Under introitus kan præsten bære de hellige kar ind ved at holde omkring kalkens »skaft» med venstre hånd og med den højre hånd ovenpå bursa som en støtte. Efter en lille bøjning for alteret anbringes karrene lidt til venstre på evangeliesiden, og corporalet tages ud og lægges på alteret. Derefter sættes karrene på plads på corporalet, medens bursa anbringes lidt tilbage på evangeliesiden for igen at kunne bruges, når præsten efter messen forlader alteret. - Anskaffer man hageler fra England eller fra landene mod syd, vil disse genstande altid være vedlagt. I Romerkirken er brugen af disse ting ved at forsvinde i vor tid. De hellige kar kan også være anbragt på deres plads, inden messen begynder. Præsten kan udmærket bære de hellige kar ind under introitus, selv om han kun benytter den hvide serviet, sammenlagt tre gange på den ene led, oven på kalken og disken. I dette tilfælde skal corporalet være lagt på alteret forinden.
12. Ved aftengudstjenester på hverdage i advent og fastetid har man mange steder bevaret Kirkeritualets ordning for gudstjenester uden nadver. At synge to salmer lige efter hinanden er slet ikke mærkeligt, når man kender tidebøns-traditionen, hvor der ofte synges flere Davids-salmer efter hinanden. I dag vil præster gerne putte et eller andet ind imellem: en kollekt, en tekst, måske trosbekendelsen. - Men dog står der her et problem tilbage: Er en sådan froprædikens- og aftensangsliturgi ikke for »mager» og ufestlig, når det er helligdagens eneste gudstjeneste? Dette er jo tilfældet i adskillige sogne på landet, hvor det ikke er muligt at fejre messe hver søndag. I to-sognspastorater er der jo gammel tradition for messe i den enkelte kirke hveranden søndag - og dermed altid een messe hver søndag i pastoratet. Her står præsten i et valg. Den svenske model med såkaldt »højmesse uden nadver» må bestemt forkastes. Det er en tjeneste i fuldt liturgisk skrud, med kyrie og gloria og messesang, der ligesom »løber ud i sandet», når der ingen nadver fejres. I Prøveritualbogen har man gjort et forsøg på at forme sådanne gudstjenester efter en forenklet tidebøn, til en vis grad efter anglikansk mønster. Selv har jeg mange års erfaring med en ordning, der hvad formessen angår ligner messens, men selvfølgelig uden messeklæder og messesang, intet kyrie og gloria, men kollekt, epistel, evangelium som sædvanlig, dog kun et reciteret credo. På nadverliturgiens plads har jeg så lagt det andet sakramente, dåben - og ved andre lejligheder kirkebønnen, her formet som et litani med indskudte svar fra menigheden: »Herre, hør vor bøn!» eller lignende.
    Jeg vil pege på, at når det drejer sig om visse andagter i kirken og ved begravelser er der god grund til at følge Kirkeritualets anvisninger om kun at gå for alteret for at lyse velsignelsen - inklusive at bede slutningskollekten. Meningen med at lyse velsignelsen netop fra alteret, tydeliggøres, hvis man følger en gammel kirkelig anvisning: idet præsten siger ordene »og give dig fred» og gør korstegnet med sin højre hånd, rækker han venstre hånd bagud, så den rører ved det alter, hvorfra forsoningsofret med freden fra Gud rækkes mennesker. Men derefter skal præsten straks vende sig mod alteret igen; det har intet formål, at menigheden skal stå og kigge på præsten under et langt 3-foldigt amen. (Også ved andre lejligheder skal præsten straks vende sig mod alteret igen. Han skal heller ikke vende sig mod menigheden, før orglet helt tier. - Præsten skal normalt dreje sig højre om, når han vender sig mod menigheden, og samme vej tilbage. Han må ikke »snurre»).
13. En konsekvens af, at »vi har et alter», må være den selvfølgelige, at alterklæderne altid holdes helt rene. For at undgå vanskeligheder i det spørgsmål med en ikke så villig kirketjener kan det undertiden være nødvendigt, at f.eks. præstens kone eller et andet hjælpsomt menneske overtager disse ting under præstens vejledning. - En anden konsekvens må blive, at det »bibliotek» af nyere og ældre liturgiske bøger, man ser på så mange danske altre, må fjernes. På alteret bør kun ligge alterbog, ritualbog og salmebog; det rette sted for Bibelen vil egentlig være på prædikestolen - det eneste sted hvor præsten skulle kunne få brug for den. De gamle danske bestemmelser om, hvilke bøger der skal ligge på alteret, er sikkert blevet misforstået, som om de skulle ligge der altid! Uden for gudstjenesten bør de opbevares omhyggeligt og tørt, f.eks. i sakristiet, som det sker i andre landes kirker. Mange dyre alterbøger ødelægges forbavsende hurtigt ved altid at ligge fremme, udsat for støv og stearinpletter.
    Når de hellige kar har fået deres rette placering midt på alteret, vil spørgsmålet rejse sig: Hvor skal de hellige bøger ligge under messen? Efter gammel vesterlandsk tradition skal alterbogen (messebogen) ved messens begyndelse oftest ligge opslået på epistelsiden, så bogens kant er parallel med alterbordets kant. Efter et evt. kyrie og gloria sunget fra alterets midte går præsten hen til epistelsiden, hvor han synger salutationen, dagens kollekt og epistel. Derefter bæres alterbogen til evangeliesiden, hvor dens plads vil være en smule på skrå så nær corporalet som muligt, så præsten efter evangelielæsningen kan se at læse messens øvrige bønner fra sin plads midt for alteret. Efter denne ordning bæres alterbogen senere tilbage til epistelsiden, hvorfra slutningskollekten bedes. - Man kan også følge en senere dansk tradition og synge salutation og kollekt fra alterets midte og derefter tage bogen og gå de få skridt til højre (set fra menigheden) og læse epistlen og derefter tage bogen med tilbage til dens faste plads lidt skråt på evangeliesiden, hvorfra evangeliet læses - og senere også bede slutningskollekten fra midterpositionen. En sådan forenkling, hvor det kun er læsningerne, der fordeles på de to positioner, kan fornemmes rimelig og nyttig.
    I dette korte vejiedende rids møder vi det problem, at vii den danske kirke må bruge to bøger til vores messefejring. Det er derfor nødvendigt med denne korrektion, at vi må lade alterbogen blive på evangeliesiden efter evangeliets oplæsning og i stedet placere ritualbogen skråt til venstre for midten, så præsten let kan læse den egentlige nadverliturgi. En dag kan det gå op for en, hvor mærkeligt det er, at danske præster gerne læser hele nadverliturgien med en bog i hånden!
    Som måske den eneste kirke i verden ejer vi ikke nogen »messebog». Det har vi ikke gjort, efter at Niels Jesperssøns Graduale var slidt op henimod Kirkeritualets tid, 1685. Siden har vi haft en såkaldt »alterbog» og en »ritualbog». Den første bog indeholder messens læsninger samt alle helligdages indledningskollekter og enkelte afslutningskollekter. Messens øvrige liturgi skal vi finde i »ritualbogen», der så til gengæld også indeholder ritualer, der intet har med alteret at gøre! Denne mærkelige opdeling fortsættes med Prøvealterbogen af 1958 og Prøveritualbogen af 1963. Først med den privat udgivne Dansk Messebog af 1976 kom der en virkelig messebog, hvor alt, hvad der hører messen til, er samlet i een bog. Man kan undre sig over, hvorfor man ikke officielt er gået dette skridt, for i 1901 var man næsten nået dertil i den da udsendte alterbog. Det var en smuk bog i ret stort format (med røde typer på titelbladet), og her fandt man ogsd nadverritualet (desværre foruden andre ritualer, der ikke hørte alteret til). Her var »alterbogen» næsten blevet en »messebog»! At man siden helt har glemt dette, viser sig også i den tankeløshed, at man i Prøvealterbogen lod kollekterne være trykt med mindre typer end læsestykkerne! Det burde jo være omvendt, så man kunne bede kollekterne med bogen liggende på alteret; når man læser teksterne vendt mod menigheden, kan man godt klare sig med mindre typer.
    En hel del danske præster bruger derfor nu Dansk Messebog, hvori man finder den officielle liturgi foruden adskilligt andet. Andre har lavet deres egen messebog; dette kan gøres på forskellig måde. Man kan sprætte en billig udgave af alterbogen op og indsætte nadverritualet, som man har taget ud af en ritualbog - efter gammel skik i alterbogens midte lige før påskedag. Man kan så indsætte de næsten nødvendige farvede bånd og lade den få en smuk og værdig indbinding. Da den nuværende alterbogs format er så beskeden, kan man i stedet bruge den førnævnte smukke udgave fra 1901. Man kan også bruge Prøvealterbogen og indsætte Prøveritualbogens nadverliturgi; herved bliver formatet også bedre egnet. Bruger man intet af denne liturgi, kan man blot indsætte et blad med det officielle ritual smukt trykt eller prentet. På denne måde kan en præst få den messebog, som Folkekirken har forsømt at lave; med en sådan bog kan man fejre messen nøjagtig efter ritualet og med de ændringer, som de udgivne liturgiforslag kan give muligheder for. Hermed er der skabt et herligt arbejdsredskab til hjælp i præstens vigtigste tjeneste, tjenesten ved alteret. Får man desuden lavet en lille læsepult eller bogstøtte - igen som alle andre kirker har - kan messebogen ligge på alteret, så man helt anderledes kan bede messens bønner i stedet for, at man i hele tjenesten må stå med en bog i hånden!
14. Over for de senere års fordomme mod brugen af messeklæder kan der findes mange argumenter. F.eks. dette, at moderne mennesker udmærket kan godtage fine paramenter og ritualer inden for Frimurerne og lignende selskaber! At det ikke er et spørgsmål om, at præsten skal være »fin», ses af, at den yngste hjælpepræst med den ringeste eksamen kan være iført helt de samme messeklæder som sakaldt »højere gejstlige. Det er egentlig præstekjolen, der er den »fine» dragt, akademikerdragten, og den kan netop være endnu finere med fløjl og silke og pyntet med ordenstegn for visse »prælater». Mange er ikke klar over, at den norske kirke nu har afskaffet den sorte præstekjole, den har haft fælles med den danske kirke. I stedet er præstedragten blevet den nærmest »klassiske», alba og stola, samt hagel til brug ved nadveren.
15. I kantor ved Vor Frue Kirke i København Viggo Sannes »Messebog» fra 1879 (vejledning i messesang) anføres følgende noter efter indstiftelsesordene: 1) Mærket ved ordene »tog han Brødet» og »tog han og Kalken» »antyder, at Præsten da tager Brødet eller Kalken i Haanden». 2) Mærket ved ordene »dette gjører til min Ihukommelse!» og »dette gjører, saa ofte som I det drikke, til min Ihukommelse!» »antyder, at Brødet eller Kalken atter sættes paa Alteret, og Korsets Tegn gjøres over dette».
    Da »Messebog» (med forord af Jakob Paulli) iøvrigt meddeler praksis for godt 100 år siden, må det anses for at være almindeligt dengang at gøre korstegn over elementeme.
16. Dansk Tidebog, »Den danske Tidegærd» ved Dag Monrad Møller m.fl. Frimodts Forlag 1971.
17. Orglets præludium og menighedens indgangssalme udgør egentlig tilsammen den danske messes introitus. I en »stille», d.v.s. læst messe reciteres blot dagens introitusvers fra Davids-salmerne. (De i teksten nævnte bibelske salmeled: introitus, graduale, offertorium, communio er de klassiske, der er at finde i bearbejdet form i Dansk Messebog). Sammenhængen er blevet brudt af den specielt danske indgangsbøn. Introitus som bogstavelig »indgang» ses i vor kirke tydeligst ved ordination og kirkeindvielse: de gejstlige går i procession ind i kirken, medens orglet spiller (og koret evt. synger), og menigheden rejser sig op. Her er den liturgiske procession endnu bevaret. På denne måde går mange præster ind i kirken med de unge på konfirmationsdagen. Ved brudevielse og begravelse sker en lignende »indgang», medens orglet spiller, og menigheden rejser sig op. Når præster fører dåbsfolkene op til døbefonten, rejser menigheden sig også gerne op.
    I dag er der tegn på, at forståelsen for disse ting svinder. Endnu er det vor kirkes orden, at præsten går fra sakristiet ind i kirken lige i det øjeblik, præludiet begynder; men skikken at menigheden rejser sig er forsvundet, selv om den kendes i de fleste andre kirker. I dag kan man undertiden se præsten sidde i sin stol inde i kirken, før præludiet, hvorved »introitus» jo kun bliver titlen på et stykke musik! - Her blot nogle korrektioner af nutidig dansk processionsskik: den celebrerende præst skal altid gå bagest, f.eks. ved de ikke helt sjældne lejligheder, hvor en fremmed præst skal prædike eller, som man siger, skal »medvirke ved altergangen», altså være diakon. Når dåbsfølget (normalt kun den, der bærer, samt den, der følger, og eventuelle børn) føres ind i kirken, skal præsten også gå bagest. Så passer det også fint, hvis man indfører den skik, der er ved at brede sig i vor kirke, at et barn går foran med et dåbslys. Også ved konfirmationen skal præsten gå bagest; så kan der også blive plads til en eventuel korsbærer i spidsen (måske efterfulgt af to lysbærere) efter fælleskirkelig skik. Hermed har vi næsten den klassiske processionstradition ved særlig højtidelige gudstjenester: først korsbæreren, så de to lysbærere, derefter evt. prædikant, så subdiakon og diakon og endelig den celebrerende præst.
    I denne forbindelse gøres der opmærksom på, at det strider mod al meningsfyldt kirkelig praksis, når man undertiden kan se, at den ene præst »tager» formessen, og den anden »altergangen». Det er altid stedets præst, der har ansvar for messen i sin kirke, som kender dens lokale skikkelse og kender dem, han må uddele nadveren til eller snarere dem, han ikke må række nadveren, f.eks. udøbte. Den fremmede præst bør kun være »gæsteprædikant» i menigheden og kun have ansvar for sin prædiken. Det er en stor lettelse for den fremmede at blive fri for at celebrere et for ham fremmed sted. Der er ikke blot problemet med messens lokale skikkelse; men det er også lysforhold, altertrin, vinkandens og kalkens form, der kan skabe problemer.
    Her er også antydet grunden til kirkens skik, hvis en fremmed skal medvirke ved uddelingen, at det altid er den stedlige, celebrerende præst, der går med patenen, og den fremmede, d.v.s. diakonen, der går med kalken. Hvis den fremmede præst gik med patenen, kunne han jo uafvidende komme til at give Kristi legeme til en udøbt, hvorefter det ville være vanskeligt for stedets præst at gå forbi, når han kom med kalken. - Diakonen skal bagefter sætte kalken på alteret, så celebranten kan tage den i hånden og med korstegn sige bortsendelsesordene (hvorunder diakonen skal være vendt mod alteret). Det er jo også celebranten, der som den ansvarlige evt. skal foretage en ny konsekration. I Prøveritualbogen har man på det punkt indført den helt modsatte og meningsløse ordning.
18. Den gamle indgangsbøn (og udgangsbøn), der blev indført med Kirkeritualet, er ofte udsat for kritik i vore dage. Der har været gjort en række forsøg på at forbedre den og især at lave en ny - altid med et dårligt resultat. Man kan undre sig over, at der sjældent har været gjort forsøg pa helt at afskaffe den - hvad jo er sket i Norge. Tværtimod har man indtryk af, at den gerne opfattes som det næsten mest uundværlige i gudstjenesten - en bøn som ingen anden kirke har! Selv ved den mindste andagt, juleaften, nytårsnat skal denne i virkeligheden svære og knudrede bøn med. Det kan være nyttigt at vise menigheden, at netop den bøn kan undværes i messens sammenhæng. Og dog er det på mange måder en god bøn med et fint theologisk indhold. Jeg har dette forslag til at forenkle bønnen uden at røre kernen i den:
    »Herre, jeg er kommet ind i dit hellige hus for at høre, hvad du, Gud Fader, Søn og Helligånd vil tale til mig. Herre, opluk nu ved din Helligånd mit hjerte, så jeg af dit ord kan lære at sørge over mine synder, og at tro i liv og død på Jesus, og hver dag forbedre mig i et helligt liv. Det bønhøre Gud ved Jesus Kristus. Amen».
    I dette forslag er indføjet ordet »hellige», som står i den oprindelige bøn i Kirkeritualet, og som endnu bruges pa Færøerne. Den udførlige »treenighedslære» er her udeladt; den må kunne undværes, da vi møder den senere i messens credo og delvis i kyrie og kollekt. Ordene »for Jesu Kristi skyld» er udeladt, for vi møder jo den samme sag i den gamle kollektafslutning: »ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre .... »
    At præsten under degnens indgangsbøn selv beder confiteor, er forsvarligt, for indgangsbønnen var oprindelig kirkegængernes private bøn, og man antager, at den netop var ment som en slags »confiteor».
19. Medvirker der diakon (diakoner) i messen, sker confiteor således: Dybt bøjet siger P.: Jeg bekender for den hellige, alrnægtige Gud og for dig (jer), broder (brødre), at jeg har syndet såre meget i tanke, ord og gerning (han slår sig tre gange for brystet ved ordene:) ved min skyld, ved min skyld, ved min egen store skyld. Derfor: Bed for mig til Herren, vor Gud.
    D.: Den almægtige Gud forbarme sig over dig. Han forlade dig dine synder og føre dig til det evige liv. P.: Amen. P. retter sig op. D. gentager bekendelsen, og hvor P. sagde: Dig broder, siger D.: Dig fader. Derefter siger P: Den almægtige Gud D. svarer: Amen.
20. Når evangeliet læses af en diakon, beder denne den anførte bøn, modtager bogen fra alteret og beder præsten: Herre, giv mig din velsignelse. P.: Herren være i dit hjerte og på dine læber, at du værdigt og tilbørligt må forkynde hans evangelium. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
    Den, der læser epistel og evangelium, bør holde bogen i begge hænder. Under læsningen vender eventuelle medvirkende ved alteret sig imod den læsende. Der er intet amen efter tekstlæsningerne. - Subdiakonen læser epistelen, og diakonen læser evangeliet. Når der kun er een ekstra præst medvirkende, hvad der er det almindeligste i vor kirke (f.eks. når et sogns to præster tjener sammen ved alteret), fungerer den anden præst som subdiakon og læser epistelen, medens celebranten læser evangeliet. Når menigheden har en gæsteprædikant, der skal medvirke i altertjenesten, fungerer denne på samme måde.
    Det anbefales, at man følger kirkens gamle orden kun at læse eet evangelium i messen (godkendt i Foreløbige Ændringer). At læse to evangelietekster er vist enestående i kirken og blev i vores kirke først autoriseret i 1889. Denne dobbelte evangelielæsning er med til at gøre den danske gudstjeneste unødvendig trættende. At det oftest kun bliver teksten, der læses på prædikestolen, der prædikes over, bevirker let, at læsningen af dagens epistel fra alteret kommer til at dele skæbne med evangelielæsningen fra alteret og bliver i dårlig forstand »kun noget rituelt», noget, der »bare skal være der», men ikke betyder noget. Læses der kun een evangelietekst, og gøres dette fra alteret som i alle andre kirker - vil epistelen af sig selv vokse i betydning, og prædikenen kan næsten ikke lade være med også at inddrage epistelen. - I vores kirke har betænkelighederne ved denne forenkling især drejet sig om, at så vil den gamle og mere værdifulde rækkes tekster kun lyde i kirken hvert andet år. Nogle har da valgt den udvej, at der stadig bliver to evangelielæsninger det år, da prædiketeksten er fra 2. tekstrække.
    I adskillige menigheder er man forlængst blevet vant til, at der normalt ikke læses nogen tekst på prædikestolen. Som navnet siger, er det jo netop »stolen» til at prædike fra; som tidligere nævnt er læsningerne før i tiden blevet foretaget enten fra alteret eller fra amboner, læsepulte anbragt nærmere folket.
21. Bønnen er delvis taget fra Litaniet, Salmebogens tekst- og bønnebog s. 12 og følgende. I Prøveritualbogen og i Dansk Messebog findes andre forslag til kirkebønner. Særligt anbefales dem, hvor hvert bønneafsnit ender på denne eller lignende måde: »Derom beder vi til Herren». Så kan der ved lejlighed indføjes helt aktuelle bedeemner i den ellers faste bøn, og organisten ved altid, hvornår menigheden skal falde i med sin tilslutning til bønnen.
22. Når salmen er til ende, kan P. løfte offerskålen en smule med begge hænder og sige følgende bøn (delvis fra Prøveritualbogen): Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig tage nådigt imod vore gaver, som vi rækker dig af alt det, som du har givet os. Giv din velsignelse til dem, så de kan bruges i tjenesten for dit rige og til gavn for vor næste. Ved Jesus Kristus, vor Herre. M.: Amen. Derefter kan offerskålen anbringes så langt tilbage på alteret som muligt eller et andet sted.
    Denne »offergang». den bogstavelige »gang» til alteret for at ofre bør endelig bevares (eller indføres) til brug ved særlige lejligheder. På almindelige søndage ville det være ønskeligt, om brugen af »klingpungen» blev taget op igen. På Færøerne bruges den endnu ved hver gudstjeneste - som i næsten alle verdens kirker; visse steder i Sønderjylland bruges den ved særlige lejligheder. Klingpungen med dens lange stang hænger endnu ofte på en dansk kirkevæg. Hvor den er forsvundet, kunne man lave klingpunge uden denne stang, så de kan rækkes fra kirkegænger til kirkegænger, som man bruger det på Færøerne og de fleste steder i udlandet. Kirkens skik er, at mindst to lægfolk sørger for indsamlingen på hver sin side af midtergangen og bagefter sammen går op til alteret og overrækker penge-offeret til P.
    Man kan også - efter oldkirkelig tradition på en anden måde lade lægfolk deltage i offertoriet ved, at to andre kirkegængere bærer brødæsken og vinkanden op gennem kirken og overrækker dem til P. Den enkle offertorieprocession vil så bestå først af de to, der bærer penge-offeret, og derefter af to, der bærer brød og vin, de jordiske gaver, der nu skal indvies. P. tager først imod brød og vin, efter at han evt. har bedt den ovennævnte bøn over penge-offeret. Derefter går de fire lægfolk tilbage til deres pladser, og P. beder nu de to følgende beredelsesbønner, der er taget fra den nye romerske messeliturgi, »Herrens Bord». - Denne form for offertorium er blevet genoptaget især til brug ved særlige lejligheder i flere kirkesamfund og er gennemprøvet mange gange i mindre kredse hos os.
23. Efter gammel skik bør også slutningsvelsignelsen indledes med salutation. Evangeliets oplæsning kan også indledes på den måde Derved understreges det, at salutationen ikke blot er et »goddag», men en indledning til vigtige »begivenheder» i messens forløb.
    Er menigheden først vant til at høre kirkeårets forskellige præfationer, kan P. fra Theologisk Oratoriums højmesseforslag og fra Dansk Messebog hente et mere righoldigt udvalg af præfationer, der blot sættes ind i den her angivne ramme. Under præfationen er P.s hænder fjernet fra hinanden, indtil de samles igen ved »Hellig, hellig, hellig »
24. I dette ritual og i det følgende vil det være naturligt, når menigheden kan melodierne tilstrækkeligt, at P. og M. efter næsten fælleskirkelig skik sammen synger sanctus og benedictus.
25. De tre alternative indledninger slutter med en bøn, jeg her kalder »nadverbøn». Rettelig burde navnet være »eukaristibøn» eller »konsekrationsbøn», og den burde stå sammen med indstiftelsesordene under den fælles overskrift »konsekration». I denne fremstilling er der rent praktiske grunde bag adskillelsen. Der er ikke angivet et amen efter disse bønner, så det er muligt at opfatte alt som een lang bøn fra »Opløft Eders hjerter .. . .» til Fadervor, hvor M. svarer sit »amen» på det altsammen. For den første nadverbøns vedkommende er det muligt at lade den efter klassisk forbillede gå over i indstiftelsesordene på denne måde: »han, som i den nat, han blev forrådt ....»
    Alle tre nadverbønner kan indledes med denne gestus: P. fjerner hænderne fra hinanden, løfter dem op, samler dem igen, hæver ganske kort blikket mod Himlen, bøjer sig for alteret og siger med hænderne på dets kant: »Vi lover og priser dig ....» eller »Lovet være du ....»
26. Efter Fadervor kan præsten bryde en hostie. Til dette sted hører det gamle messeled PAX, der i ord kan udtrykkes sådan: P.: Herrens fred være altid med Eder. M.: Og med din ånd. I højtidelige messer giver præster og diakoner hinanden »fredskysset», d.v.s. gerne en bøjning for hinanden med hænderne på hinandens skuldre. Hilsenen går fra celebrant til diakoner o.s.v. Under særlige forhold, f.eks. messer ved kirkedage kan fredshilsenen af en diakon bringes ned til kirkegængerne, idet der begyndes med de øverste stolerækker. Derefter kan kirkegængeren række sin sidemand hånden og sige: »Fred være med dig». Denne svarer: »Og med din ånd» og bringer derefter hilsenen videre, til den er nået til hele forsamlingen.
    Den bibelske begrundelse for PAX er Mt. 5,23 -24 om at slutte fred med sin broder, inden man bringer sin gave til alteret. Her i messen er gaven, man skal give, sit hjerte, sig selv, sit liv, som man giver til Gud samtidig med modtagelsen af Kristi offer. Se f.eks. DS 678,3: »Vi kan jo intet give, / som nogen ting er værd, / men tag vort stakkels hjerte, / så ringe, som det er!» Og DS 247,7: »thi du for hjertet, vi gav dig, / gav os med ham dit Himmerig».
    Vi er mange, der har været med til udførelsen af dette messeled både herhjemme og i udlandet. I Norge har jeg set PAX blive udført i forbindelse med det i note 22 skildrede offertorium. Her er den bibelske forbindelse endnu tydeligere.
27. Man kan eventuelt udelade det tredje vers af »O, du Guds Lam». Dermed svarer salmen bedre til den klassiske prosatekst. - Efter at P. sammen med M. har sunget 1. vers af Agnus Dei eller P. stille har bedt prosaformen, og M. samles omkring alterringen, kan der blive tid for P. til stille at bede nogle af de forbønner, man fra gammel tid har bedt på dette sted: bønner for den lokale menighed, for kirkegængerne og altergæsterne, for sine kære og sine venner og andre med navns nævnelse - eller for helt konkrete anliggender, mennesker i aktuel sorg og anden nød. Hvis man udelader den i kirkebønnen foreslåede ihukornmelse af de døde, kan den ske her. Den er taget fra Dansk Tidebog. En liste med navne kan her være nyttig.
28. Når der ikke tilføjes en ekstra kollekt, bør denne bøn have den lange kollektafslutning. Den korte afslutning bruges, når de i Alterbogen anførte slutningskollekter tilføjes, f.eks. til jul, nytår, faste, påske, pinse m.m. Det kan meget anbefales at bruge disse kollekter; derved bliver man igen mindet om dagens særlige karakter. Ved andre lejligheder kan man undertiden bruge missalekoliekten som afslutning.
    Den anden nadverkollekt er taget fra 1. s. e. påske og er særlig egnet, når der har været dåb i messen.
29. Da takkekollekten er så nøje knyttet til kommunionen, kan det synes rimeligt, at usikkerheden om salutationens placering løses ved at anbringe den lige før velsignelsen som en indledning til hele messens afslutningsdel.
30. Behovet for forenkling af udgangsbønnen er ikke så påtrængende som, når det drejer sig om indgangsbønnen. Hermed et forslag: »Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre. Hjælp mig nu ved din Helligånd, at jeg må bevare dit ord (i et rent hjerte), styrkes i troen derved, forbedres (vokse) i et helligt liv og trøste mig derved i liv og død. Amen»
    Ved festgudstjenester og lignende forlader præsterne (alle medvirkende) alteret (koret) straks, når postludiet begynder, og går ned igennem kirken. (Bruger man ikke udgangsbøn ved lejligheden, kan denne »udgang» ske under sidste vers af udgangssalmen). På forskellig måde kan man lære M. denne fælleskirkelige skik. Ved konfirmation vil det være helt naturligt, at de unge forlader kirken på denne måde med præsten som den bageste. Hvis der er dåb som afslutning på tjenesten, kan dåbsfolkene foretage denne »udgangsprocession» - medens alle rejser sig op.
31. Kilderne til de i denne gennemgang af en evangelisk-luthersk højmesse medtagne »stille» bønner og anvisninger om gestus mm. er følgende: Hugo Blennow: Den Svenska Mässan, 1954. Henry Cairncross: Ritual Notes, 9. udg. 1946, anglikansk. Messens Gang, privattryk v. Børge Barsøe (oversættelse af Missale Romanum, let bearbejdet). De, der ønsker flere detailoplysninger, henvises til de to sidstnænvte kilder. Også i de i kapitel 1 nævnte evangelisk-lutherske liturgier, den tyske »Agende» og den amerikanske »Service Book» er der indføjet en lang række anvisninger.
32. I Dansk Tidebog, side 459 er Johs. 1,1-14 og Sl. 150 aftrykt under overskriften: »Taksigelse efter Højmessen». - I den tyske »Agende» er Sl. 150 også aftrykt til samme formål.
    Følgende bønner bag i Salmebogen er også velegnede at bede efter højmessen, numrene 7-10. Drejer det sig om søndagsmessen kan man enten alene eller sammen med familien bede søndagens aftenbøn efter 2. række svarende til den indgang til helligdagen, der omtaltes i kapitel 8.
33. Jeg har kaldt dette kapitel et »appendiks», for skriftemålet hører ikke alteret til! Når det i vor tid hos os er blevet knyttet til alteret, skyldes det måske alterskranken, det eneste, vi har at knæle ved i vore kirker. I mere end 200 år efter reformationen skete skriftemålet i skriftestole, hvad de fleste ikke er klar over. I beskrivelser af danske kirker nævnes ofte en »præstestol», et ord, der næsten altid dækker over en mere eller mindre godt bevaret skriftestol. I 1733 blev der lavet en skriftestol til Nørup kirke; malede skriftsteder viser klart, hvad meningen er. Så sent som i 1782 blev der i den da nybyggede Sønderbo kirke indrettet »en skriftestol, der kan rumme 8 personer ad gangen». Den står der endnu - som »præsteværelse». I denne beskrivelse ligger en del af forklaringen på, hvorfor det private skriftemål visnede bort. Det blev nemlig efterhånden skik, at præsten for nemheds skyld tog flere i skrifte på een gang, måske en hel familie. Derved skete der uvilkårligt en fiksering af bekendelsen til faste formularer, så der ikke var lang vej til det fælles skriftemal, vi i dag har ved alterringen.
34. Ifølge »Herrens Bord» har Romerkirken nu valgt denne dårlige løsning. I Det lutherske Verdensforbunds »Basic Principles» for ordningen af hovedgudstjenesten i den evangelisk-lutherske kirke afvises denne ordning meget stærkt.
35. Denne form har reformatorisk forbillede og angives også i Prøveritualbogens forslag til skriftemål.
36. Den form, der bruges i Dansk Tidebog under completoriet, ligner den meget. I Biskoppernes Vejledning anføres Sl. 25,4-7 og Sl 51,3-14. Bøn nr. 4 bag i Salmebogen er også anvendelig.
37. I originalen bruges det gamle udtryk »efterdi». Hovedsagen er, at det officielle rituals »så sandt» helt afskaffes. For den tænksomme kan dette udtryk ødelægge det hele, idet selve nåeserklæringen kaster tvivlen ind, om det nu er sandt, at man har angret ret.
    

LITTERATURLISTE

Den her anførte litteratur er ikke blot dokumentation for en del af idholdet i denne bog, men er i endnu højere grad at betragte som baggrundsstof for hele fremstillingen. Det drejer sig udelukkende om det væsentligste i mit eget bibliotek om dette emne. Listen er ikke opstillet alfabetisk; men der er anførte litteratur for hver kirke for sig, begyndende med den danske og med den romersk-katolske tilsidst. Inden for hvert område begyndes der med selve liturgierne, hvorefter der kan følge håndbøger i liturgik og til sidst måske nogle bind med dele af gudstjenestens theologi. Jeg kunne tænke mig, at en del danske præster ville være nteresserede i en sådan oversigt; det er derfor, jeg har valgt denne opstilling.
Martin Luther: Skrifter i Udvalg, bind i og 2 (Gads Forlag 1963)
Max W. Olsen: Martin Luthers Gudstjenesteordninger (Munksgaards Forlag 1951)
Max W. Olsen: Den danske Kirkeordinants af 1539 (Nyt nordisk Forlag 1936)
Harald Kent: Brændpunkter i Reformationstidens Gudstjenesteordning (Munksgaards Forlag 1937)
S. H Poulsen: Danske Messebøger fra Reformationstiden (J.H.Schultz Forlag 1959)
Danmarks og Norges Kirkeritual v. Andreas Krogh (København 1855)
Svend Borregaard: Danmarks og Norges Kirkeritual af 1685 (Gads Forlag 1953)
Engelstoft: Liturgiens og Alterbogens og Kirkeritualets Historie i Danmark (Reitzels
Forlag 1840)
Wilh. Rothe: Det danske Kirkeaar m.m. (Reitzels Forlag 1836)
Helge Fæhn: Høymessen igår og idag. (Den norske Højmesse fra reformationstiden. Børrehaugs Forlag 1963)
Einar Sigurbjörnsson: Islands Gudstjeneste fra Reforrnationen til vore dage (Særtryk af Præsteforeningens Blad 1979)
Alterbog 1901
Dansk Kirkesangs Aarsskrift 1943 (Forslag til en dansk Højmesseliturgi)
Theologisk Oratoriums Højmesseliturgi 1960 Kirkemasikkredsen: Forslag til Højmesse 1960
Vejledning i Den danske Folkekirkes Gudstjenesteordning v. Biskopperne. 1. Udgave 1949 (Haase og Søn)
Forslag til Ritualbog v. et af Biskopperne nedsat Udvalg 1963 (Haase og Søn)
Foreløbige Ændringer i Ritual- og Alterbog. Udgivet v. Kirkeministeriets Foranstaltning 1973 (Haase og Son)
Dansk Messebog 1976 (Udgivet af Re-formatio)
K. E. Skydsgaard: Kirkens Gudstjeneste. Haandbog i Kristendomskundskab, bind 4
(Munksgaards Forlag 1943)
Kortfattet Messevejiedning for Præster v. Per Dolmer og Poul Ulsdal (Re-formatio
1960)
Børge Barsøe: Messens Gang (Ethelbergs Bogtryk, Randers)
Præsten i Tjeneste, kortfattet Praktik v. Vagn Hasselgaard (Forlaget Aros 1964)
J. Paludan-Müller: Evangelisk Præstegjerning (Gyldendals Forlag 1870)
Gabriel Koch: Præst og Menighed (Lohses Forlag 1908)
C. Skovgaard-Petersen: Erfaringer fra Prækestolen (Frimodts Forlag 1921)
Johannes Gøtzsche:Præstens Søndagsgudstjeneste (Lohses Forlag 1939)
Georg V. Hansen: Oldkirkens Nadveroffer (Frimodts Forlag 1895)
Chr. Barfoed: Vor Højmesse (Lehmann & Stages Forlag 1899)
Chr. Barfoed: Oldkirkens Liturgier (Lehmann & Stages Forlag 1902)
J. Exner m.fl.: Kirkebygning og Theologi (Gads Forlag 1965)
Regin Prenter: Theologie und Gottesdienst (Forlaget Aros 1976)
Regin Prenter: Reformatoren Martin Luther (Forlaget Aros 1960)
Regin Prenter: Skabelse og Genløsning (Gads Forlag 1955)
A. F. Nørager Pedersen: Gudstjenestens Teologi (Berlingske Forlag 1969)
Erik Ågård: Den foragtede Gudstjeneste (Forlaget Aros 1960)
Poul UlsdaI: Gudstjenesten i vor tids religiøse krise (H. Hirschsprungs Forlag 1960)
H. O. Okkels: Gudstjenesten. Bibelsk baggrund. Liturgisk forkyndelse (Hellberg & Elmquist, Hygum 1976)
Dag Monrad Møller m.fl.: Dansk Tidebog (Frimodts Forlag 1971)
Landstads Kirkesalmebog m. den norske højmesseliturgi
Prøveordning for Høymessen i den norske Kirke (Andaktsbokselskapet, Oslo 1969)
Ordning for Høymessen. (Især for lægfolk. Andaktsbokselskapet, Oslo 1977)
Johan John Johnstad: Kirkens Gudstjenesteliv, kortfattet liturgik (Forlaget Land og Kirke, Oslo 1953)
Den svenska Psalmbogen med Den svenska Mässan
Hugo Blennow: Den svenska Mässan (Eginostiftelsen, Kallinge 1954)
Hugo Blennow: Altertjänsten (Eginostiftelsen, Kallinge 1955)
Hugo Blennow m.fl.: Kyrkans liturgi (Eginostiftelsen, Kallinge 1952)
Svenska Kyrkans gudstjänst (Kyrkohandbokskomiteen, Stockholm 1974)
A. O. T. Hellerström: Liturgik 1-2 (Diakonistyrelsens bokförlag 1954)
Gustaf Aulén Högmässans förnyelse (Diakonistyrelsens bokförlag 1961)
Gustaf Aulén: För eder udgiven (Diakonistyrelsens bokförlag 1956)
Yngve Brilioth: Nattvarden i evangelisk gudstjänstliv (Diakonistyrelsens bokförlag 1951)
Gunnar Rosendal: Vår Herres Jesu Kristi lekamens och blods sakrament (Pro Ecclesia, Osby 1938)
Tom G. A. Hardt: Om altarets sakrament (Bokförlaget Pro Veritate 1973)
Ordning för Högmässan. Den finsk-svenske messe 1963
Agende für evangelisch-lutherische Kirchen und Gemeinden, 1. Band »Die evangelische Messe» (Lutherisches Verlagshaus, Berlin 1955)
Evangelisches Kirchen-Gesangbuch. (Med de østtyske unerede kirkers messe m.m. Evangelische Verlagsanstalt, Berlin 1969)
Service Book. (For lutherske kirker i Amerika. Augsburg Publishing House, Minneapolis, Minnesota 1958)
Basic Principles for the Ordering of the main Worship Service in the evangelical Lutheran Church (The Lutheran World Federation, Geneva 1958)
The Book of Common Prayer.
An Order for Holy Communion, Series 3. Den sidste, vist nærmest godkendte prøveliturgi (Holy Trinity Church, Marylebone Road, London NW 1, 4 MDU)
Henry Cairnecross: Ritual Notes, 9. udg. 1946 (W. Knott & Son, 30 Brooke Street, Holborn, London E. C. 1)
L. A. E. Horsfield: This our Sacrifice (The Church Union 1953)
Gregory Dix: The Shape of the Liturgy (Dacre Press, London 1960)
John A. T. Robinson: Livsnær Liturgi (Forlaget Aros 1960)
Missale Romanum, Messebogen.
Daniel-Rops: This is the Mass (Image Books, Doubleday & Co, Garden City, New York 1959)
Josef Jungmann: Missarum Solemnia 1-2 (Herder, Freiburg 1962)
Herrens Bord, højmessen i den katolske kirke i dag 1970 (kan købes i alle katolske præstegårde)
Bjørn Højbo: Nadver og Messe (Pauluskredsens Forlag, København 1969)
Lovsang. Katolsk salmebog. (Med Messens liturgi. Ansgarsstiftelsens Forlag 1982)
Herrens Nadver. (Udg. af Den romersk-katolske / evangelisk-lutherske Kommission, Niels Steensens Forlag, København 1980)